EMNER

Udsultning?

Jeg ved snart ikke, hvor mange gange VK-regeringen er blevet beskyldt for at skære ned i den offentligt finansierede velfærd.

Der spares, fyres og udsultes, lyder det gentagne gange fra oppositionen. Tal fra Det Fælleskommunale Løndatakontor viser imidlertid, at det samlede antal ansatte i kommuner og regioner er steget med 12.603 fuldtidsstillinger mellem oktober 2007 og oktober 2008. Hvad kan det tal stå mål med alle de beskyldninger om nedskæringer og udsultning? Oppositionen må altså have en dårlig smag i munden, når deres påstande om besparelser, nedskæringer mv. nu totalt afvises af virkeligheden. VK-regeringen fører en ansvarlig økonomisk politik, hvor der er plads til forbedringer i den offentligt finansierede velfærd, og også til at danskerne kan slippe lidt billigere i skat. Jeg nærer ingen forhåbninger om, at oppositionen vil holde op med at beskylde regeringen for at udsulte den offentlige velfærd. Men jeg håber på, at alle nu vil tage de påstande for hvad de reelt er: En desperat omgang med fakta for en opposition, der ikke kan opstille et reelt alternativ til den siddende regering. Torsten Schack Pedersen valgt i Thisted-kredsen, Lokesvej 4, 4180 Sorø Torsten.Schack.Pedersen@ft.dk