EMNER

Udtalelser fordrejet

Knud Preben Hassing i Vodskov skriver (20.5.) om min kritik af regeringsførelsen i Rumænien og Bulgarien.

Jeg har til Radio France International bl.a. sagt: ”Når jeg ser på afstemningsreglerne, ser jeg, at lande som Rumænien og Bulgarien har mange flere stemmer end Danmark, Sverige og Finland, og jeg synes ærlig talt, at vi er dygtigere (”more clever”) end de er, vi har meget mere gennemsigtighed, demokrati og social velfærd og vi synes ikke, at folk som ikke har skabt sunde samfund, skal bestemme over os”. Dette udsagn er af journalister blevet fordrejet til, at jeg skulle have sagt, at mennesker fra de to Balkan stater skulle være ”mindre intelligente” end skandinaver, hvilket altså er det rene digt. Knud Preben Hassing fortæller så, at hele 51 af de to landes 53 europaparlamentarikere har universitetsgrader eller tilsvarende og, at 16 har doktorgrader eller ph.d., og ud fra det konkluderer han, at de altså må være meget begavede. Hassing viser her, at han ikke har forstået, hvad denne sag handler om. Den handler om god regeringsførelse og dermed om at skabe sunde samfund, og her ligger Rumænien og Bulgarien i den absolutte EU bund. Landene har de laveste BNP’er pr. indbygger i hele EU, deres korruption er den højeste i EU, nr. 70 og 72 på ”verdensranglisten” – meget højere end alle andre EU-lande - og borgerne er i flg. EU's analyse de mest utilfredse i hele EU. Jeg behøver næppe nævne, at Danmark har et af de højeste BNP’er i EU, at vi er verdens mindst korrupte land og, at vore borgere er EU’s mest tilfredse. Jeg er totalt ligeglad med, hvilken uddannelse medlemmer af de to Balkan-landes regeringer, parlamenter og deres europaparlamentarikere har. Landene er her 20 år efter kommunistdiktaturets fald stadig langt fra de europæiske standarder for god regeringsførelse, der er ikke fremdrift i de reformer, de skulle gennemføre, og almindelige mennesker lider under fattigdom, høj kriminalitet og udbredt retsløshed. Det bekymrer de fleste EU ledere og har medvirket til, at lande som Frankrig og Tyskland har indset, at udvidelsesprocessen må sættes i stå. Men der er altså mennesker i Danmark, som ikke synes, at det må siges højt.