Fjerritslev

Udvalg fastholder nej til lukning af gader

Handelsstandsforening får et nyt nej til ønsket om handel i gaderne

FJERRITSLEV:Teknik- og Miljøudvalget har igen set på ønsket fra byens handelsstandsforening om at måtte lukke gaderne i midtbyen om lørdagen i sommerperioden. Og igen blev konklusionen, at der kun gives tilladelse til at lukke dele af Østergade, Vestergade og Sødergade i forbindelse med to by night-arrangementer. - De handlende ønsker fortsat at kunne lukke gaderne for kørende trafik på lørdage for at kunne holde markedsdage. Det vil være forbundet med mange gener, hvis trafikken skal ledes udenom midtbyen, så vi fastholder udvalgets nej til ønsket, fortæller Leif Nielsen (S), næstformand i udvalget. - Vi har fået et godt torv, hvor handelsstandsforeningen kan holde sine arrangementer. Her kan de holde kræmmermarkeder hver lørdag, hvis de ønsker det.