Udvalg: Fjern lillebror med det samme

Socialudvalget i Aalborg Kommune kræver lillebroderen till den mishandlede 13-årige pige fjernet med det samme. Men kommunens børneudvalg vil ikke følge kravet. Opdateret 14.31

Aalborg Kommunes socialudvalg forsøgte fredag at få fjernet lillebroderen til den 13-årige pige, som er blevet mishandlet af sin mor og stedfar. Men udvalgets krav afvises af formanden for børne- og ungeudvalget. Rådmand Mai-Britt Iversen (S) siger, at socialudvalget er i tvivl om, hvorvidt forældrene kan varetage drengens tarv, og derfor ønsker udvalget ham fjernet fra hjemmet. Det er dog op til børne- og ungeudvalget at træffe afgørelsen, og her afviser formand Lars Bang Jensen (S) at følge kravet. Han siger til Ritzau, at han ikke vil kommentere sagen nærmere på nuværende tidspunkt. Udvikler sig time for time - Sagen udvikler sig time for time, og jeg forventer, at der træffes en afgørelse i eftermiddag, siger Lars Bang Jensen. Han henviser til, at det bliver Ankestyrelsen, der beslutter, om drengen skal fjernes. Styrelsen har tidligere vurderet forholdene i hjemmet og besluttede i november sidste år, at der ikke var belæg for at fjerne drengen. I dag modtog styrelsen endnu en gang sagens akter. Den 13-årige pige blev tvangsfjernet sidste forår og i går fik forældrene en fængselsdom på fem måneder for at have mishandlet hende. /ritzau/