Udvalg i tænkeboks om paintball-bane

EMNER 20. juni 2003 08:00

HJØRRING:Vendsyssel bør også have en paintball-bane - det mener Jannich Hansen fra Tårs. Derfor han han og en kollega ansøgt kommunen om tilladelse til at opføre en bane på hans landejenndom mellem Mylund og Tårs. Der er knap to hektar jord fordelt hen over en bakkekam, og det udgør de perfekte rammer for det splattende skydespil, mener Jannich Hansen. Og selv om paintball-banen kommer til at ligge forholdsvis langt ude på landet, er der er grundlag for at drive anlægget: - Jeg stammer oprindeligt nede fra Randers, og der er flere baner. Men heroppe mangler der lidt - den nordligste bane ligger i Aalborg. Og vi har jo et stort turistområde, hvor jeg især tror, at nordmænd og svenskere vil gøre brug af sådan en mulighed. Derudover vil vi også henvende os til folk, der holder polterabends, firmaer og andre grupper, siger Jannich Hansen. Sammen med en kollega har Jannich Hansen et firma, der laver pillefyr, og de har mest at lave om vinteren. Derfor er planen, at banen skal have åbent i sommermånederne, hvor de forventer mellem 50-100 besøgende om ugen. Men fire af de otte omkringliggende husstande er knap så begejstrede for udsigten til en paintball-bane i nærheden. De frygter blandt andet trafik og støj fra banen. Netop disse indsigelser er også årsagen til, at politikerne i teknik- og miljøudvalget vælger at tøve en kende og i stedet har besluttet at tage ud og inspicere området. - Indsigelser gør jo altid indtryk, men det er jo ikke ensbetydende med, at vi har sagt nej til det her, fordi de indsigelser er kommet. Vi træffer først den endelige beslutning, når vi har været ude og se, hvordan terrænet er i forhold til naboerne, forklarer udvalgsformand Ole Ørnbøl (S).

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...