Udvalg må ikke blive en syltekrukke

Retsudvalget kritiserer, at justitsminister ikke vil sætte tidsfrist på udvalgsarbejde

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Justitsminister Lene Espersen ærgrer sig over, at Amnesty International ikke umiddelbart vil være med i det udvalg, som nu skal se på mulighederne for at forbedre politiklagesystemet. arkivfoto: Scanpix

Det udvalg, som justitsminister Lene Espersen (K) nu vil sætte til at kulegrave politiklagesystemet, risikerer at blive en syltekrukke, fordi ministeren ikke har sat en tidsfrist for udvalgets arbejde. Sådan lød en del af kritikken, da justitsministeren i går var kaldt i samråd i Folketingets retsudvalg for at diskutere problemerne med politiklagesystemet. - Udvalget risikerer at blive en syltekrukke af dimensioner. Udvalget kan studere hvad som helst lige så længe, som medlemmerne har lyst til. Imens kan intet ændres, fordi udvalget arbejder. Det vil være stærkt utilfredsstillende, sagde de radikales medlem af retsudvalget, Elisabeth Arnold. Hun efterlyste en konkret tidsfrist for udvalgsarbejdet og blev blandt andet bakket op af retsudvalgets formand Peter Skaarup, DF. - Jeg mener, at vi skal sørge for, at udvalget bliver så hurtigtarbejdede som muligt, sagde Peter Skaarup, som over for NORDJYSKE tidligere har givet udtryk for, at han mener, at en frist frem til næste forår eller sommer vil være rimelig. Frist er skidt Justitsminister Lene Espersen afviste dog ret kategorisk at sætte en frist på arbejdet med at finde ud, hvordan politiklagesystemet skal se ud i fremtiden. - Vi har overvejet at sætte en frist, men hvis fristen bliver for kort, risikerer vi kritik af, at der ikke er tid nok til at undersøge tingene ordentligt. I de fem år, jeg har været minister, er min erfaring, at udvalgsarbejde med korte frister ikke giver et godt resultat. Derfor er der ikke sat en frist, men det vil naturligvis blive understreget, at det her har Folketingets meget store opmærksomhed, sagde Lene Espersen. På opfordring fra retsudvalget indvilgede Lene Espersen dog i, at når udvalgsarbejdet begynder, vil udvalget blive bedt om at lægge en plan for arbejdet. Den plan skal meldes tilbage til retsudvalget, som dermed får en idé om, hvor længe arbejdet vil stå på. Fra flere sider i retsudvalget fik justitsminister Lene Espersen ros for overhovedet at tage initiativ til at få undersøgt og ændret på politiklagesystemet, men lige under overfladen lurede tvivlen tydeligvis hos flere retsudvalgsmedlemmer i forhold til, hvad man kan forvente af udvalgsarbejdet. Ikke mindst fordi justitsministerens oplæg til udvalget er meget bredt og meget lidt konkret formuleret. - Jeg kan godt være i tvivl, om det her fører til noget, eller bare er noget, der skal lukke munden på kritikerne, sagde retsudvalgets næstformand Anne Baastrup, SF. Et åbent oplæg Lene Espersen forsikrede dog om, at udvalgets opgave er bredt formuleret, fordi hun ikke vil risikere kritik for at have lagt sig fast på for meget og for at have givet udvalget for snævre rammer. Ifølge ministeren er oplægget netop bredt, fordi hun i størst mulige omfang vil lade det være op til udvalget at vurdere, hvad der skal ske med politiklagesystemet. Fra flere sider i retsudvalget blev Lene Espersen holdt fast på, at det nu er helt afgørende, at det, der kommer ud af udvalgsarbejdet, er et politiklagesystem, som nyder stor tillid i befolkningen. Et system, som kan sikre, at man undgår belastende sager, der ligesom sagen om Jens Arne Ørskov fra Løgstør kører i årevis og på den måde svækker tilliden til klagesystemet. Tillid er afgørende - Det system, vi har i dag, er bedre end det tidligere, men det kan blive bedre. Det er afgørende, at vi sikrer betjentenes retssikkerhed på den ene side, men også undgår, at der kan stilles spørgsmål til uvildigheden i undersøgelsen af sagerne, sagde Socialdemokraternes Morten Bødskov. Lene Espersen understregede flere gange under samrådet sin egen ubetingede og totalte tillid til og tilfredshed med det nuværende politiklagesystem, men erklærede sig helt enig i, at det er afgørende, at befolkningen har tillid til politiklagesystemet. - Jeg er enig med Morten Bødskov i, at det er en balancegang, og jeg tror, at vi gør alle en tjeneste ved at sætte et grundigt udvalgsarbejde i gang. Et sådan udvalgsarbejde kan styrke tilliden til systemet, sagde Lene Espersen. Hun gav også udtryk for, at tilliden til klagesystemet måske kan styrkes, hvis offentligheden fik bedre kendskab til, hvordan ordningen fungerer. Ingen konkrete svar Som så mange gange tidligere de seneste måneder afviste Lene Espersen at besvare kritiske spørgsmål, der har at gøre med den række af politiklagesager, som NORDJYSKE Stiftstidende har omtalt. Retsudvalgets formand Peter Skaarup forsøgte sig ellers med et par kritiske spørgsmål, men blev blankt afvist. - Jeg vil ikke ind i konkrete sager, fastslog Lene Espersen. Spørgelysten og kampgejsten fra oppositionens kritikere af det nuværende klagesystem fusede i øvrigt relativt hurtigt ud, da det meget tidligt på mødet stod klart, at Lene Espersen på forhånd har sikret sig et politisk flertal for at lade et udvalg se på politiklagesystemet på de præmisser, som hun selv har stillet op. Da nogle af retsudvalgets medlemmer forsøgte at få hende til i det mindste at sætte en tidsfrist på udvalgsarbejdet, afviste hun kravet med den selvsikre bemærkning: - Men alt kan ændres. Folketinget kan beslutte, at det skal være anderledes. Det kræver bare 90 mandater, fastslog hun i et lettere triumferende tonefald - underforstået, at det flertal har hun sikret sig. central@nordjyske.dk