Lokalpolitik

Udvalg ønsker flere tal på bordet

Udvalg vil granske lederlønninger, inden budgetter godkendes.

Der skal flere tal på bordet for opholdssteder. Det slår formand for socialudvalget i Brønderslev Kommune, Ole Jespersgaard (S), fast. På socialudvalgets møde i denne uge besluttede udvalget at bede om flere oplysninger, inden der kan kigges nærmere på budgetter og regnskaber. - Vi mangler blandt andet oplysninger om ledernes lønninger. De er ikke med i det materiale, vi har fået indtil nu, siger Ole Jespersgaard. På denne uges møde var det regnskaberne for 2006 og budgetterne for 2008 for Boformen Gaia i Hjallerup, Møllehuset, Møllebo og Mølledag i Brønderslev og Møllegården i Hallund, der var til godkendelse. Sagerne behandles, når de ekstra oplysninger er kommet i hus. Samme emne var oppe at vende på byrådets seneste møde, da byrådet skulle godkende en aftale omkring tilsyn med institutioner med mere. Ole Jespersgaard (S), der er formand for socialudvalget, sagde, på byrådsmødet, at det er vigtigt, at der holdes øje med lønningerne. - Det er vigtigt, at der ikke er ledere, der får 70.000-80.000 kr. i månedsløn, altså mere end ledere i den offentlige sektor, sagde han. Han oplyste, at der er ledere, der får lønninger i den størrelsesorden. Ole Jespersgaard pointerede, at han har ønsket at få oplyst navne på ansatte og deres uddannelse. - Det er vigtigt, at personer, der tager sig af f.eks. misbrugere, har den nødvendige uddannelse, sagde han. Henning Jørgensen (SF) er tilfreds med den aftale, der er indgået. - Det er vigtigt, at kommuner går sammen, for alene har vi ikke mulighed for at foretage tilsyn. - Jeg mener, at vi skal sikre, at de ansatte på institutionerne har et uddannelsesmæssigt niveau. Jens Arne Hedegaard (V), formand for børne- og ungeudvalget, sagde, at han har tillid til, at forvaltningen har styr på tingene. - De sager, der er fremme på tv, er stærke. Men man må huske på, at der som regel er to sider af en sag. Jens Arne Hedegaard kunne forsikre, at der ikke er sådanne sager i Brønderslev Kommune.