Børnepasning

Udvalg ønsker ny børnehave på stadiongrunden

Børne- og skoleudvalget indstiller, at den ny børnehave bygges på stadiongrunden

Børne- og skoleudvalget ønsker, at den ny børnehave skal bygges på stadiongrunden. Arkivfoto: Henrik Louis

Børne- og skoleudvalget ønsker, at den ny børnehave skal bygges på stadiongrunden. Arkivfoto: Henrik Louis

BRØNDERSLEV:Hvis det står til børne- og skoleudvalget, så skal den ny børnehave i Brønderslev bygges på stadiongrunden i Nørregade.

Det blev udvalget enige om på et møde tirsdag eftermiddag, og alle i udvalget står bag den indstilling.
- Vi har kigget på det, og vi mener, det er vigtigt, at vi har en børnehave, der ligger centralt i byen, fordi de tre børnehaver, som den afløser, ligger omkring den centrale del af Brønderslev. Vi synes, det er vigtigt at bibeholde en daginstitution herinde, og vi synes, det er en fin placering i forhold til boligområder og omgivelser, fortæller udvalgsformand Peter H. S. Kristensen (S).
Der har været flere indvendinger mod den placering - blandt andet fra Brønderslev Marked, som bruger stadiongrunden til parkering under markedet. De har skrevet en udtalelse i sagen.
- Børnehaven vil komme til at optage en fjerdedel af det parkeringsareal, som ligger ved hallen og den gamle sportsplads. Selvfølgelig skal der være parkering til Brønderslev Marked, men vi har også rigtig gode parkeringsmuligheder i Brønderslev. Vi anerkender, at der selvfølgelig er nogle ulemper, men vi tror, at det er den bedste placering for en ny daginstitution i Brønderslev by, siger Peter H. S. Kristensen.
Sagen skal nu til videre politisk behandling og er på økonomiudvalgets dagsorden onsdag 13. juni.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.