EMNER

Udvalg orienteret om rengøring

HJØRRING:Hjørring Kommunes tilbud om at kontanthjælpsmodtagere kan gøre rent for ældre og børnefamilier for 36 kroner i timen, er den seneste tid nået helt til Christiansborg. Onsdag fik kommunens arbejdsmarkedsudvalg en officiel orientering om forløbet af sagen. Kommunen venter nu på en udtalelse fra arbejdsmarkedsrådet, der skal vurdere, om ordningen, der har kørt siden 1992, er lovlig. - Vi er sikre på, at det er lovligt, men den pris vi udbyder ordningen til, er ikke regnet rigtig ud. Derfor skal vi have en ny vejledning til, hvordan vi udregner prisen, siger udvalgsformand Søren Chr. Jensen(S). Kommunens forvaltning vurderer også, at ordningen lever op til reglerne, men 36 kr. i timen er for lavt i forhold til timepriser på området i øvrigt. Prisen kunden betaler, berører ikke kontanthjælpsmodtageren, der modtager kontanthjælp i henhold til den sats, vedkommende er berettiget til. En opgørelse over ordningen viser, at der fra uge 18 til uge 34 er udført 185 timer hos private svarende til 14,2 timer pr. uge. Det er enhedslistens Peder Hvelplund, der har rejste sagen, og som nu har bedt om arbejdsmarkedsrådets vurdering.