Lokalpolitik

Udvalg ser på udspil til teletaxi-tider

Mere positiv overfor revideret køreplan på rute 224, 225 og 227

LINDERUM:Sindals udvalg for teknik og miljø er langt mere positiv overfor det reviderede udspil fra Nordjyllands Trafikselskab til ny køreplan for busrute 224 og busrute 225. - De ser mere fornuftige ud. Det er godt at der er kommet faste ruter igen. Til Lørslev er der kun taget en tur ud i forhold til nu, sagde udvalgsformand Poul Dige Pedersen (V) efter mødet i Ugilt Forsamlingshus. Udvalget har haft nye køreplanforslag og teletaxi-oplæg på dagsordenen, efter at NT's bestyrelse på sit møde den 23. maj besluttede at lave en ny høringsrunde med svarfrist fredag 1. august. I det første udspil for rute 224 var Astrup pillet ud pånær en morgentur til Hjørring, men nu skal busserne gennem Astrup i skoletiden. Samme nedskæring skulle landsbyerne langs Ugiltvej leve med, men også her bevares busruten i skoletiden. NT vil fortsat opdele busrute 225 fra december, men oplægget til en teletaxirute 227 fra Sindal/Lendum over Lørslev til Hjørring er ændret til at være med faste bustider. Udenfor skoletiden og i weekender betjenes kunder på de tre ruter ved teletaxi. - Vi skal have set på om de forskellige teletaxi-tidsrum passer. Det er sådan nogle ting vi har mulighed for at ændre på, tilføjer udvalgsformanden.