Lokalpolitik

Udvalg siger nej til tagpap i Kjul

KJUL:Ejerne af fem sommerhusgrunde i første række ved Øster Kjulvej vil gerne have lov til at lægge tagpap på deres sommerhuse i stedet for græstørv som lokalplanen foreskriver. Men plan- og miljøudvalget siger nej til at give dispensation fra lokalplanen. - Kravet om græstørv er håndhævet ved alle andre byggerier i området, så vi mener ikke at vi nu kan begynde at dispensere. Det ville svare til at ophæve lokalplanen, og det ønsker vi ikke, siger Per Harfeld (V), formand for plan- og miljøudvalget. Lokalplanen blev udarbejdet i gammel Hirtshals Kommune i 1990 efter ønske fra de fem ejere ¿ fem brødre, der dengang arvede arealet. De fem grunde ligger kun 200 meter fra havstokken og støder op til et fredet areal. Sommerhusene på grundene kommer til at ligge højt i terrænet, så de kan ses fra stranden, men forvaltningen mener, at man næsten ikke vil bemærke husene, hvis de får tage af græstørv i modsætning til hvis man anvender andet tagmateriale.