Mou

Udvalg skal drøfte sag om mishandling

Sagen om den 13-årige pige fra Mou, som formodentlig er blevet mishandlet af sin mor og stedfar, skal nu på Familie- og Socialudvalgets bord.

Når næstformand Anne Marie Vieg Jørgensen nu vil tage sagen op, er det fordi kommunen ikke reagerede, da flere naboer henvendte sig om forholdene i familien, skriver P4 Nordjylland. - Det er jeg ikke glad for at høre. Og når vi har udvalgsmøde på fredag, vil jeg spørge ind til, hvorfor vi ikke har handlet på det, siger hun. Den nu 13-årige pige, er sandsynligvis blevet mishandlet gennem fire år. Blandt andet er hun blevet slået med diverse genstande, ligesom hun har været låst inde i et hundebur. Og naboerne har flere gange bedt kommunen gribe ind. - Når naboer henvender sig, så har de tænkt over det længe. Derfor kan det undre mig, at der ikke er handlet på henvendelserne, siger Anne Marie Vieg Jørgensen til P4 Nordjylland.