Børnepasning

Udvalg vil redde børnehave

SÆBY:Der var triste miner i Danish Crown Børnehaven, da børn og personale blev flyttet til nye lokaler på Violvej. Af to grunde. Dels var man kede af at miste de hyggelige rammer, dels var alle klar over, at børnehaven langsomt skulle afvikles. Der var simpelthen stoppet for indskrivning af børn, hvilket betød, at institutionen skulle lukke i sommeren 2004. Men nu blæser mildere vinde over institutionen. Således indstiller børne- og kulturudvalget til byrådet, at der atter åbnes for indskrivning til børnehaven, og at der budgetmæssigt tages højde for, at børnehaven kører videre på ubestemt tid. Politikerne har ombestemt sig efter af have gransket dagpasningsområdet i Sæby Kommune nøje. Tallene viser, at der er pres på Sæbys børnehaver, og at tingene ikke hænger sammen, hvis man lukker børnehaven på Violvej. P.t. venter mange 3-årige på at komme i børnehave, hvilket giver travlhed hos dagplejemødrene. Men at være hos en dagplejemor er ifølge kommunen ikke tidsvarende pasning for 3-årige. Samtidig er en dagplejeplads betydeligt dyrere for kommunen, så der er også et økonomisk incitament for at bevare børnehaven på Violvej. Opgørelsen viser desuden, at presset på Sæbys børnehaver er vokset i takt med, at politikerne har droslet aktivitetsniveauet på Violvej ned. Over hele linien er der indskrevet flere børn, end normeringen ellers tillader. Dette pres vil lette, når der åbnes for indskrivning på Violvej. Sagen skal nu behandles i økonomiudvalget og byrådet.