Boligøkonomi

Udvalg vil se på centerøkonomi

Politikere vil vide, hvorfor husleje til pigegarde overstiger kommunens beregninger med 160.000 kroner.

Hvordan kan regningen til Brovst Pigegarde lyde på 260.000 kroner for at bruge Sport og Kulturcenter Brovst i 2009? Det vil formand for børne- og kulturudvalget, Kim Bennike (DF), gerne vide. Han er uforstående overfor, hvordan centeret er nået frem til det beløb, når kommunen har regnet sig frem til et lokaletilskud på godt 100.000 kroner. Et enigt børne- og kulturudvalg har afvist pigegardens klage over det lavere tilskud. Til gengæld ser de gerne et møde med bestyrelsen for Sport og Kulturcenter Brovst for at finde frem til, hvor problemet er opstået. - Jeg står umiddelbart helt uforstående over for, hvorfor den her sag overhovedet dukker op. Der ligger en klar aftale, fra dengang man opførte Sport og Kulturcentret, hvor økonomien er sat på plads, siger Kim Bennike med henvisning til en beslutning fra kommunalbestyrelsen om, at pigegarden bevilliges 80.000 kroner ekstra oveni de ca. 20.000 kroner, de allerede fik inden flytningen fra skole til center. Han kan derfor ikke se, hvorfor centret nu kræver en husleje svarende til 21.600 kroner om måneden for gardens brug af øvelokaler, depotrum/klublokale og en ugentlige time til marchtræning i hallen. Kim Bennike mener ikke, at det er Brovst Pigegarde, som er den vigtigste spiller i sagen, selvom det er dem, der ansøger om kommunalt lokaletilskud. Han ser hellere, at sagen diskuteres med centret, som i den sidste ende er dem, der skal have pengene. Kim Bennike oplyser, at han snarest muligt vil anmode om et møde med centrets bestyrelse. Bekymring i center Hos Sport og Kulturcenter Brovst ser de med bekymring på pigegardens økonomiske situationen. Formand Leo Pedersen ved endnu ikke, hvilket betydning det får for centrets økonomi - det afhænger først og fremmest af, om pigegarden kan overholde den aftale, de har om betalingen af husleje. Leo Pedersen vil ikke på nuværende tidspunkt udtale sig, hvilke muligheder centret har for at rette op på økonomien. Bestyrelsen skal have møde torsdag i næste uge, hvor den økonomiske situation er på dagsordenen. Leo Pedersen bekræfter, at centret har en aftale med Brovst Pigegarde svarende til de ca. 260.000 kroner, som pigegarden har ansøgt kommunen om som lokaletilskud i 2009. Den gamle beslutning fra kommunalbestyrelsen foreskriver, at pigegarden skal have 80.000 kroner i lokaletilskud. - Det beløb på 80.000 kroner er noget, man er kommet med fra forvaltningens side og ikke fra os. Vi har kendt beløbet, men ikke det antal timer, som pigegarden skulle bruge, siger Leo Pedersen, der derfor mener, at centret ikke kunne vide på daværende tidspunkt, at de 80.000 kroner ikke ville række til udgifterne til pigegardens brug af centret. Formand for Brovst Pigegarde, Jette Nielsen vil endnu ikke udtale sig om, hvordan pigegarden forholder sig til den afviste klage. Også gardens bestyrelse skal have møde om sagen torsdag i næste uge.