Udvalgte fiksstjerner

Mange er sikkert kaldet, men kun ganske få er udvalgt til at blive de historiske politiske fiksstjerner, som bliver ved med at lyse, når alle kortvarige stjerneskud er brændt ud. Martin Luther King, den amerikanske borgerrettighedsforkæmper, var en af dem. Nelson Mandela, apartheid-regimets livstidsfange, der blev Sydafrikas første sorte præsident, er en anden. Václav Havel, forfatteren, der blev det frie Tjekkiets første præsident en tredje. Og den burmesiske demokratiforkæmper Aung San Suu Kyi, hvis parti Myanmars Nationale Liga for Demokrati, NLD, hævdes at have vundet 43 ud af de 44 pladser, der var på valg til parlamentet, er en fjerde fiksstjerne. Der er adskillige forskelle på de fire, som der er på mange andre historiske figurer, der har været flere hoveder højere end den gemene hob, men én af fællenævnerne er, at de stædigt og modigt har fastholdt deres kamp for lighed og frihed trods omstændighederne. Og omstændighederne har budt Mandela og Havel på lange, udmarvende fængselsophold, omstændighederne myrdede Martin Luther King, og Aung San Suu Kuyi har i næsten en menneskealder siddet i husarrest, fordi militæret kuppede hende fra den magt, hun ellers suverænt havde vundet ved et valg. På det seneste er militærstyret blevet mildere, men har stadig fat i den lange ende af magt-tovet. Burma - eller Myanmar, som staten kaldes i dag - bliver ikke noget demokrati hverken i dag eller i morgen. Men ved at lukke Aung San Suu Kuyi ud af husarresten og ind i parlamentets varme har militærstyret trods alt sat en proces i gang, hvorfra der ingen vej er tilbage. Generalerne i Yangon har næppe været helt upåvirket af Det Arabiske Forår, uanset at det næsten er afblomstret, eller af de internationale økonomiske sanktioner. Men der er brudt hul, om ikke på en Berlinmur, så dog en bambusmur, for et diktatur kan svinebinde mange i lang tid, men ikke alle altid, uanset hvor i verden. Stærke personligheder gør forskellen, og fiksstjerner slukkes aldrig.