Udveksling af oplysninger skal standse illegal import

{ KØBENHAVN: Udveksling af oplysninger mellem Fødevareministeriet og Skatteministeriet og mere effektiv politikontrol på landevejene skal få skovlen under danske landmænd, der køber gødning i Tyskland og ikke skriver det på deres gødningsregnskab. Men landbruget bør også selv gøre noget ved de brodne kar, mener fødevareminister Hans Christian Schmidt (V). - Jeg synes, at landbruget selv skal rydde op i egne rækker og gå ud og sige, at det her simpelthen ikke er i orden. Det er helt forkert og helt uanstændigt, at man henter gødning andre steder og ikke følger spillereglerne, siger Hans Christian Schmidt, der onsdag var i samråd i Folketingets fødevareudvalg om den ulovlige gødningstrafik. Danske landmænd skal overholde skrappe miljøregler og føre nøje regnskab med den gødning, de spreder ud på deres marker, for at mindske udledningen af kvælstof og dermed undgå iltsvind i de danske farvande./ritzau/