Udvidelse og ombygning for 2,6 millioner kroner

V. THORUP: En målbevidst opsparing har gjort det muligt for Vester Thorup Efterskole at udvide og ombygge skolen for 2,6 mio. kr., uden at skulle ud at låne penge. En ny dramasal, istandsættelse af spisesalen, et nyt kostumeloft og nyt trapperum er det blevet til. Dertil kommer teknik, nye møbler og tykke teaterforhæng langs alle vægge i nybyggeriet, så lyset kan lukkes ude og akustikken bliver god. Samlet løber hele ombygningen op i ca. tre mio. kr., oplyser forstander Anders Moltsen. - Vi begyndte med at byge med legoklodser, da vi skulle finde ud af, hvordan det hele skulle se ud og indrettes. Det var en rigtig god ide, griner han. - Vi er også fortrøstningsfulde med hensyn til fremtiden, for vi har fuld belægning i år og får det også næste år. Der er meldt 74 elever til, fortæller han. - Vores eneste frygt er, at regeringen ændrer på 10. klasse-ordningen. Det vil være en katastrofe for efterskolerne, hvis den skæres væk, for de fleste elever, omkring tre fjerdedele, er af den årgang, forklarer Anders Moltsen. I eftermiddag indvies den nye dramasal, og der er hektisk aktivitet overalt. At det er en arbejdende bestyrelse, efterskolen har, bliver man også klar over, for formanden Gudrun Kappel er i sving med klud og spand. - Det sætter sine spor med håndværkere, og de har arbejdet lige til det sidste, lyder det fra gulvhøjde.