Lokalpolitik

Udvidelse splitter teknisk udvalg

SÆBY:Skal man holde sig slavisk til reglerne i centerlokalplanen, eller skal man bøje dem og give en dispensation, når en erhvervsdrivende ønsker at udvide sin forretning? Det spørgsmål splitter teknisk udvalg i en aktuel sag fra Sæby. Det er EDC-Mæglerne, der gerne vil udvide forretningen i Søndergade, således at hele ejendommens stueetage med tiden indrettes som ejendomsmæglerbutik. Et lejemål på 100 kvadratmeter er allerede ledigt, mens en andet og mindre lejemål optages af andre. Centerlokalplanen siger, at der i stueplan må etableres butikker, restauranter, caféer, servicebutikker og boliger. En ejendomsmæglervirksomhed er liberalt erhverv, og byrådet måtte i 1997 give en dispensation, så EDC-mæglerne kunne etablere sig på adressen. Hvis udvidelsen skal gennemføres, er endnu en dispensation nødvendigt. Et flertal i teknisk udvalg siger nej og opfordrer til, at EDC udvider ved at inddrage første etage. Udvalgsformand Per Terkildsen (V) vil dog gerne give dispensationen og har bedt byrådet om at tage stilling. Per Therkildsen ønsker at støtte erhvervslivet i midtbyen, så det ikke mister terræn i forhold til den hurtigt ekspanderende vestby.