Udvider i nedgangstider

Minkavler Gorm Petersen, Alstrup, investerer 4,7 mio. kr. i ny hal til 2350 avlstæver. Regner med årlig produktion på 30.000 skind.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den ny hal er på ikke mindre end 4000 kvadratmeter

Efter at have ventet i over to år har minkavler Gorm Petersen, Alstrup ved V. Hjermitslev, omsider fået tilladelse til at opføre en ny minkhal på ikke mindre end 4000 kvadratmeter. Byggeriet er i fuld gang og til juni regner Gorm Petersen med at den ny hal kan tages i brug. - Da jeg søgte om tilladelse til den ny hal var priserne på skind gode. Nu har jeg fået tilladelsen og nu er priserne lave. Men de kloge siger jo, at man skal investere i nedgangstider, lyder det smilende fra Gorm Petersen. - Ved auktionerne i december fik vi kun solgt 20 procent af skindene, men allerede ved auktionerne i februar kom der gang i salget igen, tilføjer han. Gorm Petersen er fuldtids-avler. I øjeblikket har han 2600 avlstæver og en produktion på 15.000-16.000 skind om året. I den ny hal bliver der plads til 2350 tæver. Dermed når han op på 4950 avlstæver. - Jeg regner med en produktion på omkring 30.000 skind om året, siger Gorm Petersen, som har to faste medarbejdere. Han overtog stedet efter sin far i 1996. Den ny hal løber op i 4,7 mio. kr. Dertil kommer udgifterne til de mange ny avlstæver. - Det har altid gået op og ned indenfor minkavl, men jeg tror på, at det nok skal gå, lyder det fra Gorm Petersen. Det er Projektbyg Aps i Hjørring, som står for opførelsen af råhuset. Firmaet er ekspert indenfor området og landbrugs- og industribygninger i det hele taget. - Vi har bygget en hel del til minkproducenter. Men det her er vores største byggeri til mink, fortæller Jens Erik Dissing, byggeleder hos Projektbyg Aps. Han tilføjer, at Projektbyg i den sidste weekend i marts får en stand sammen med Jasopels A/S ved den store skindudstilling i Herning. Her kan de mange minkavlere, som dukker op, se hvad Projektbyg kan tilbyde