Hospitaler

- Udviklingen af sygehuset fortsætter

Sygehusdirektør Ingeborg Thusgaard ser sygehuset i Frederikshavn som et sygehus i fuld aktivitet - også fremover.

Sygehusdirektør Ingeborg Thusgaard ser sygehuset i Frederikshavn som et sygehus i fuld aktivitet - også fremover.

FREDERIKSHAVN:Sygehus Vendsyssel i Frederikshavn summer i dag af liv og aktivitet, og det vil det også gøre fremover. Det vurderer direktør for Sygehus Vendsyssel, Ingeborg Thusgaard, som mener, at oplægget til den nye sygehusstruktur hverken gør kvaliteten eller kvantiteten ringere. - Jeg ser sygehuset i Frederikshavn som det sted, hvor mange, mange planlagte ting skal foregå, hvor vi på grund af planlægningen har rolige arbejdsgange og en højere kvalitet og patienttilfredshed. Ifølge Ingeborg Thusgaard vil udviklingen fortsætte på sygehusets funktionsområder, ligesom patienterne også vil være de samme grupper, som kommer i dag. - Jeg er sikker på, at de patientgrupper, som vi har i dag, stadig vil være der fremover. Spørgsmålet er at få defineret, hvad en akut medicinsk patient er, siger hun. Ligeledes fortsætter al aktivitet inden for blandt andet det dagmedicinske- og ambulante område, ligesom undersøgelser, billeddiagnostik og laboratorieopgaver også vil fortsætte. - Lige nu er vi ved at få installeret en MR-scanner, og på det almen kirurgiske område er vi ved at oprette en klinik for patienter med vandladningsforstyrrelser, som vil kunne blive behandlet med nyt laserudstyr, siger sygehusdirektør Ingeborg Thusgaard, som altså ser lyst på fremtiden for sygehuset i Frederikshavn.