Udviklingshæmmede kommer i job

Kommunen har succes med at få gruppen ud i job med løntilskud.

- Arbejdspladserne er meget åbne over for det. Vi bliver taget godt imod, og der er en åben dialog om det, siger ældre- og handicaprådmand Tina French Nielsen (V). Arkivfoto: Mette Nielsen

- Arbejdspladserne er meget åbne over for det. Vi bliver taget godt imod, og der er en åben dialog om det, siger ældre- og handicaprådmand Tina French Nielsen (V). Arkivfoto: Mette Nielsen

Aalborg Kommune har succes med at finde job med lønstilskud til udviklingshæmmede. I øjeblikket er 82 udviklingshæmmede i job med løntilskud primært i private virksomheder. - Det er et målrettet arbejde, men det udspringer også helt klart af et ønske fra de unge selv. De vil gerne have en hverdag, der ligner vi andres, hvor de er ude i arbejde. Det vil de meget hellere, end de vil ind i et projekt, som vi stiller på benene med noget aktivering eller noget andet, siger ældre- og handicaprådmand Tina French Nielsen (V). Det betyder meget for de udviklingshæmmede at komme ud i job og gøre en forskel. - Det betyder meget, om man kommer hver dag eller ej, det er helt sikkert alt afgørende i den her forbindelse, siger hun. Rådmanden roser virksomhederne for at udvise socialt ansvar. - Arbejdspladserne er meget åbne over for det, vi bliver taget godt imod, og der er en åben dialog om det. Kommunen hjælper løbende, hvis der opstår problemer. - Vi kommer jo ikke bare med borgeren og ses vi ikke mere, der bliver jo fulgt op, og vi kan komme ud på besøg, hvis der er nogle ting, der er svært. Det er trygt og godt både for arbejdsgiveren men også for dem, der har fået arbejdet. Tina French Nielsen oplever også, at handicaporganisationerne efterlyser endnu flere job. - Når vi mødes er det største tema er, at man godt vil have noget, der ligner beskæftigelse frem for nogle dagtilbud. Man vil hellere leve et selvstændigt liv, så langt man kan.