Lokalpolitik

Udviklingsplan for Asaa havn godkendt

Asaa er nu et skridt nærmere en havnefornyelse og en ny organisering af havnen

Nu er fornyelsen af Asaa havn et skridt nærmere at blive til virkelighed. arkivfoto: Bent Jakobsen

Nu er fornyelsen af Asaa havn et skridt nærmere at blive til virkelighed. arkivfoto: Bent Jakobsen

ASAA:Udviklingsplanen for Asaa havn blev rykket et skridt nærmere virkeliggørelse på byrådsmødet i Dronninglund i fredags. Byrådet godkendte en redegørelse om de miljømæssige konsekvenser ved udviklingsarbejdet med Asaa Havn. Det betyder, at man nu kan begynde at kontakte blandt andet amtet og Skov- og Naturstyrelsen for at indhente de nødvendige tilladelser til at gå i gang. Og byrådsmedlemmerne i Dronninglund var tydeligvis utålmodige for at få sat projektet i gang. - Oplægget er et positivt grundlag for det videre arbejde. Det ser ud som om, at det er realistisk at arbejde videre med det, sagde borgmester Mikael Klitgaard (V). Det var der stor enighed om i byrådet. Fornyelsen af Asaa havn har efterhånden også været på kommunens tegnebræt i flere år. I maj blev udviklingsplanen godkendt, og siden da er der blevet udarbejdet en rapport, som skulle vurdere, om projektet kan lade sig gøre uden store miljømæssige konsekvenser for området. Det er den rapport, som politikerne nu har godkendt. Rapporten siger, at det er sandsynligt, at man kan gennemføre udviklingsprojektet med havnen og samtidig tage hensyn til miljøet. Problemet har nemlig været, at man skal have dispensation fra blandt andet strandbeskyttelseslinjen for at kunne realisere planerne. Havneprojektet kommer også til at ligge tæt op af et fuglebeskyttelsesområde, men rapporten vurderer, at planen kan gennemføres uden at forstyrre fuglene. Næste skridt for kommunen er derfor at tage kontakt til de overordnede myndigheder, som skal give tilladelser og dispensationer til havneprojektet. - Der er mange myndigheder, der skal tages i ed. Blandt andet Skov- og Naturstyrelsen, siger formanden for teknik- og miljøudvalget, Bendt Danielsen (Borgerlisten). Han forklarer, at den kontakt til myndighederne skal i gang med det samme. Anden organisering På byrådsmødet blev det også besluttet, at Asaa Havn i fremtiden skal organiseres anderledes. Havnen skal have syv bestyrelsesmedlemmer, hvoraf de fire skal udpeges af byrådet. Arbejdet med hvordan havnen skal organiseres i fremtiden skal i gang hurtigst muligt. - Bestyrelsen for Asaa havn skal indkaldes til forhandlingsbordet snarest, sagde borgmester Mikael Klitgaard på byrådsmødet. - Der er ikke et endeligt forslag til vedtægter endnu, og der skal også være en ekstraordinær generalforsamling først, tilføjede Bendt Danielsen. Han slog fast, at han synes, at det ville være naturligt, hvis de fire bestyrelsesmedlemmer, som byrådet skal udpege, er nogen, der har tilknytning til havnen i forvejen. Målet med fornyelsen af Asaa Havn er gøre stedet til et mere attraktiv fritidsområde og give den større betydning for Asaa by både til glæde for beboere og turister.

Breaking
Politi undersøger mistænkeligt dødsfald - en anholdt
Luk