Udviklingsråd vil mobilisere politikere for teleforskning

Dansk Folkeparti først til at tage syltet ansøgning op

Nørresundby 3. september 2002 08:00

HJØRRING: - Den bedste form for erhvervspolitik er at støtte den forskning og udvikling, der øger produktiviteten! Under den parole - et citat fra den økonomiske overvismand Torben M. Andersen - melder Vendsyssel Udviklingsråd, VUR, sig nu som forkæmper for et forskningscenter, som Aalborg Universitet forgæves har søgt midler til hos videnskabsminister Helge Sander (V). VUR vil have de nordjyske folketingsmedlemmer til at gå på barrikaderne for at sikre landsdelen det ny forskningscenter. - Udviklingsrådet kan helt og fuldt støtte Aalborg Universitets ansøgning om 75 millioner kroner til et nyt forskningscenter for teleinfrastruktur, lyder meldingen fra Brønderslevs borgmester Jens Arne Hedegaard (V), formand for VUR. Han tilføjer, at Aalborg Universitets forskning i telekommunikation har været og er omdrejningspunktet for at fastholde Nordjylland som spydspids for telekommunikation i bred forstand. - Derfor vil vi skrive til folketingsmedlemmerne fra området og bede dem være opmærksomme på bevillingen, men vi kan naturligvis håbe på, at det hele bunder i en misforståelse, som antydet af forskningsministeren, bemærker Jens Arne Hedegaard. Allerede inden initiativet fra det nordenfjordske udviklingsråd har Dansk Folkepartis byråds- og folketingsmedlem Anita Knakkergaard, Nørresundby, taget spørgsmålet om centeret op, og hun afleverer netop i dag sagsakterne til partiets forskningsordfører Jette Jespersen. - Jeg synes faktisk, det er for dårligt, at man ikke har fået sat midlerne til Center for Teleinfrastruktur af tidligere, og i mine øjne må det fortsat være muligt at finde pengene på finansloven for 2003, siger Anita Knakkergaard, hvis parti indtager en nøglerolle i finanslovens tilblivelse. Som gode argumenter for bevillingen fremhæver hun såvel universitetets styrkeposition inden for forskning i telekommunikation som finansieringsmodellen, hvor staten betaler halvdelen af budgettet på 150 millioner kroner, mens erhvervslivet og universitetet selv bidrager med hver en fjerdedel. - At erhvervslivet har givet tilsagn at yde sin del, betragter vi som noget meget positivt, og sådan mener jeg også, at regeringen foretrækker det, siger Anita Knakkergaard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...