Udvisning står ved magt

Opbakning fra kollegaerne fra Danish Crown og støtte fra folketingsmedlem Erik Mortensen (S) har ikke hjulpet den bosniske slagteriarbejder Enver Micijevic kamp for at beholde sin familie i Danmark.

Erik Mortensen havde bedt integrationsminister Bertel Haarder om at gøre en undtagelse fra reglerne, men det hjalp ikke, og derfor bliver Enver Micijevics kone i dag udvist til hjemlandet Serbien sammen med parrets to-årige søn. Formelt set er det kun konen, der bliver udvist, men da drengen endnu er så lille, følger han med sin mor. Det har skabt stor utilfredshed og rynken på øjenbrynene i Hjørring, hvor familien bor og er kendt som et mønstereksempel på vellykket integration. Men juridisk er der ikke noget at komme efter, siger familiens advokat. - Som jurist kan jeg ikke sætte fingeren på noget. Det afslag, der er givet, overholder loven. Men set ud fra en almindelig menneskelig indstilling er det håbløst, siger Erminas Micijevics advokat Jørgen Torpe Kann. Enver Micijevics kone Ermina Micijevic søgte første gang om familiesammenføring i sommeren 2002, men fik afslag på at få sin ansøgning behandlet. Efter regeringens nye regler skulle ansøgningen nemlig sendes fra hendes hjemland Serbien. Det gjorde ikke nogen forskel, at Enver og Ermina Micijevic først havde mødt hinanden i Hjørring. Herefter søgte Ermina Micijevic om humanitær opholdstilladelse, men fik igen afslag. Jørgen Torpe Kann har de seneste ugers tid været i daglig kontakt med myndighederne for at få en midlertidig opholdstilladelse til Ermina Micijevic, mens hendes sag bliver behandlet. Indtil videre uden held. Selvom familen nu bliver splittet, så er der trods alt håb for fremtiden. - Min umiddelbare bedømmelse er, at familien opfylder betingelserne til familiesammenføring. Især fordi man ikke kan sige, at familien har større tilknytning til et andet land, da forældrene netop kommer fra to forskellige lande. Derfor virker det også urimeligt, at de skal skilles ad i de 9-15 måneder, sagsbehandlingen tager, siger Jørgen Torpe Kann. Det var ved igår ikke muligt at få en kommentar fra Bertel Haarder.