Tyverier

Udvist svindler udvist igen

Omfattende misbrug af kreditkort sender somalier ud af Danmark

AALBORG: Somaliske Mohamed Rage Jama har netop modtaget en dom på femten måneders ubetinget fængsel og efterfølgende udvisning af Danmark med indrejseforbud i ti år. Den hårde straf skyldes, at han intet mindre end 198 gange har misbrugt tre stjålne kreditkort og derved beriget sig med goder og kontanter for 104.000 kroner. Dertil kommer det, at manden opgav falsk identitet ved anholdelsen 18. oktober 2004, og at han i forvejen havde indrejseforbud på grund af en tidligere dom for samme type kreditbedrageri i 2003. Dengang drejede det sig om 30.000 kroner, 3 måneders fængsel og 3 års indrejseforbud. Snuppet i Magasin Hvad angår den seneste dom, har Mohamed Raga Jama flittigt brugt to kreditkort, der er stjålet i Norge, hvor han har sin officielle bopæl. Derudover har han svindlet med sit eget kort ved først at melde det stjålet til banken og efterfølgende bruge det spærrede kort blandt andet på tankstationer, i taxaer, på værtshuse og i de aalborgensiske stormagasiner Salling og Magasin. Sidstnævnte forretning var stedet, hvor de gratis indkøb pludselig kom til at koste den 30-årige dyrt. En ekspedient fattede nemlig mistanke til Mohamed Rage Jama, der 18. oktober først på dagen havde købt tre gavekort på hver 2000 kroner og senere samme dag vendte tilbage for at bytte gavekortene til kontanter. Børn i Aalborg Ud over Aalborgs butikker er det især på færgerne mellem Danmark, Sverige og Norge, at de forskellige kreditkort er blevet brugt. Mohamed Rage Jama har adresse i Norge, men har tilsyneladende hyppigt rejst mellem de forskellige lande og er blandt andet medlem af Den Somaliske Klub i Aalborg. Desuden har han her i byen to børn, som bor ved deres mor, og i retten forklarede han, at det typisk er der, han opholder sig, når han er i Danmark. Fortsat fængslet P.t. opholder han sig dog i politiets varetægt.Umiddelbart efter anholdelsen i oktober blev svindleren nemlig varetægtsfængslet for at sikre, at fupnumrene ikke ville fortsætte. Og han bliver bag tremmer, indtil sagen kommer for landsretten, hvor han håber, at straffen bliver nedsat. Rage Jama ankede således umiddelbart efter domsafsigelsen. I alt var han tiltalt for 203 kriminelle handlinger ved retssagen, der strak sig over hele sidste uge, og dommeren fandt ham skyldig i 202 tilfælde. Manden blev altså frifundet for en enkelt ting, nemlig at stjæle en bil fra kvinden, der er mor til hans børn. I retten forklarede hun, at hun nok ville have lånt ham bilen, hvis ellers han havde spurgt.