Uefa åbner racismesag mod Montenegro

Montenegros Fodboldforbund står til straf efter klager over tilråb og abelyde under EM-kampen mod England.

Ritzau
Montenegros Fodboldforbund kan blive straffet for tilskuernes dårlige opførsel.
Fodbold 26. marts 2019 15:06

NYON: Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, åbner en disciplinærsag mod Montenegros Fodboldforbund.

Sagen kommer, efter at den engelske delegation har fremsat anklager om racisme på tilskuerpladserne under EM-kvalifikationskampen mellem Montenegro og England mandag aften.

Flere engelske spillere klagede efterfølgende over fornærmende tilråb og abelyde fra tribunerne på stadion i Podgorica.

"Racistisk opførsel" er en af fem ting, som montenegrinerne er anklaget for i kølvandet på kampen, som England vandt 5-1.

Organisationen Fare (Football Against Racism) havde folk på plads på stadion og vil viderebringe bevismateriale til disciplinærkomitéen.

- Vi havde observatører til stede, som indsamlede beviser på racistisk opførsel. Vores folk har samlet beviserne sammen og vil præsentere dem for Uefa, siger Fare til nyhedsbureauet AP.

Raheem Sterling, der var et af målene for tilråbene, er gået i rette med "racisterne" på Instagram, mens holdkammeraterne Callum Hudson-Odoi og Danny Rose efter kampen oplyste, at de havde hørt tydelige abelyde.

Uefa oplyser, at sagen vil blive behandlet i forbundets disciplinærkomité 16. maj.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...