Uefa ændrer Champions League-format i 2024

Fra sæsonen 2024/25 skal 36 hold mødes på kryds og tværs i en stor gruppe i Champions League.

Uefa-præsident Aleksander Ceferin kunne mandag berette, at et nyt format i Champions League er godkendt.

Uefa-præsident Aleksander Ceferin kunne mandag berette, at et nyt format i Champions League er godkendt.

KØBENHAVN:Godt et halvt døgn efter at 12 europæiske storklubber annoncerede planerne for deres udbryderliga, har Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) på et møde mandag i eksekutivkomitéen godkendt den kommende struktur for Champions League.

Det nye format bliver en kendsgerning fra sæsonen 2024/25, oplyser Det Europæiske Fodboldforbund.

Turneringen udvides til 36 hold, der mødes i en stor gruppe.

I denne er alle deltagende hold sikret ti kampe mod ti forskellige modstandere, fem på hjemmebane og fem ude. Systemet er kendt som den schweiziske model.

Når disse kampe er afviklet vil de otte øverste hold i stillingen avancere direkte til ottendedelsfinalerne.

Holdene, der slutter fra nummer 9 til 24, tørner sammen i otte playoffkampe, hvor vinderne ligeledes går videre til ottendedelsfinalerne, mens taberne rykkes til Europa League.

De 12 klubber, der slutter sidst i den 36 hold store gruppe i Champions League, er elimineret.

Det nye format vil udløse langt flere kampe, end man har været vant til i Europas fineste klubturnering.

Gruppespillet vil tælle 180 kampe i stedet for 96, og inklusive playoffkampene vil det samlede antal kampe i hele turneringen stige fra 125 til 225.

De to klubber, der når frem til finalen, vil ende med at spille 17 kampe i stedet for 13 under det nuværende format.

Det nye format kan dog blive uden 12 af de største klubber fra England, Italien og Spanien.

Natten til mandag meddelte de 12 klubber, at de vil lancere deres egen Super League så hurtigt som muligt.

Siden 2003 har Champions League været kendt under samme format, hvor 32 klubber har været inddelt i otte grupper, men denne struktur synger altså på sidste vers og ændres efter sæsonen 2023/24.

Uefa har endnu ikke meldt ud, hvordan de fire ekstra pladser til gruppespillet fordeles.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.