Uefa ændrer formatet i kvindernes Champions League

Fra sæsonen 2021/22 vil kvindernes Champions League ligne mændenes i højere grad, end det gør i dag.

Pernille Harder og resten af Wolfsburg-mandskabet kan se frem til et gruppespil, hvis de kvalificerer sig til Champions League fra 2021/22-sæsonen. Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix

Pernille Harder og resten af Wolfsburg-mandskabet kan se frem til et gruppespil, hvis de kvalificerer sig til Champions League fra 2021/22-sæsonen. Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) ændrer formatet i kvindernes Champions League i fodbold fra sæsonen 2021/22.

Det skriver Uefa på sin hjemmeside.

Ændringerne blev vedtaget onsdag på et møde i Uefas eksekutivkomité i den schweiziske by Nyon.

I dag indtræder de bedste hold direkte i knockoutkampe, mens en række lavere rangerede hold kæmper for at få en plads i det sjove selskab via et gruppespil forud for hovedturneringen.

Men i det nye format skal 16 hold fordeles i fire grupper, hvor holdene i grupperne møder hinanden ude og hjemme, som man kender det fra herrernes Champions League.

De to bedste hold fra hver gruppe går videre til kvartfinalerne.

Lyon har vundet turneringen de seneste fire år. Fortuna Hjørring sikrede det bedste danske resultat i 2003, da nordjyderne blev nummer to.

I denne sæson røg Fortuna Hjørring og Brøndby begge ud i ottendedelsfinalerne.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.