Uefa-boss: Denne sæson skal afsluttes senest i august

Champions League og Europa League skal afsluttes i august, fastslår Uefa-præsident Aleksander Ceferin.

Neymar og Marquinhos fra Paris Saint-Germain er fortsat med i Champions League i denne sæson. Men hvor PSG skal afvikle sin næste hjemmekamp er usikkert. (Arkivfoto)

Neymar og Marquinhos fra Paris Saint-Germain er fortsat med i Champions League i denne sæson. Men hvor PSG skal afvikle sin næste hjemmekamp er usikkert. (Arkivfoto)

NYON:Hvis det står til Aleksander Ceferin, præsident i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), så skal alle kampe i denne sæson være afviklet inden udgangen af august.

Det gælder både kampe i de nationale ligaer, Champions League og Europa League.

- Jeg kan sige, at den europæiske sæson vil blive færdigspillet i august, hvis alt er, som det er nu, siger Ceferin til beIN Sports.

Han forventer, at 80 procent af alle ligaer vil blive spillet til ende til trods for coronapandemien.

Klubber fra de ligaer, der har afsluttet sæsonen før tid, skal stadig gennemføre kvalifikationen til de europæiske turneringer, hvis de vil være med i dem.

- Jeg tror, at størstedelen af ligaerne vil gennemføre sæsonen. I de ligaer, der ikke gør, er det deres egen beslutning.

- Men de skal stadig spille kvalifikationskampe, hvis de ønsker at deltage i Uefas europæiske turneringer i næste sæson, siger Ceferin.

Han understreger, at de endelige datoer i de europæiske turneringer ikke er fastsat af Uefa endnu.

Et af de lande, der har afsluttet sæsonen før tid, er Frankrig. Her deltager både Paris Saint-Germain og Lyon i Champions League.

Men i Frankrig er kampe på fransk grund ikke tilladt før tidligst i september.

- Paris Saint-Germain og Lyon er nødt til at arrangere deres kampe i Frankrig. Hvis dette ikke er muligt, så skal de arrangeres på neutral grund.

- Jeg kan ikke se, hvorfor de franske myndigheder ikke skulle tillade dem at arrangere kampe uden tilskuere. Men lad os se. Det er ude af mine hænder, siger Ceferin.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.