UEFA tager skoldhed billetsag op

Flemming Olesen
Frits Ahlstrøm - UEFA's tidligere pressechef - ses her på vej til et pressemøde sammen med Sir Alex Ferguson efter AaB's CL-opgør mod Manchester United. Foto: Scanpix
Fodbold 6. oktober 2008 06:00

AALBORG: UEFA, det europæiske fodboldforbund, er opmærksom på problemet med videresalg af sponsorbilletter, som det er sket i den sag, vi har afsløret ved at købe en billet til otte gange prisen hos internetfirmaet worldticketshop.com, til matchen AaB - Manchester United. - Ja, jeg har gjort vores juridiske afdeling i UEFA opmærksom på sagen, og de vil tage "action", siger UEFA's danske pressechef Frits Ahlstrøm. - Vi er opmærksomme på det firma, og UEFA kan naturligvis ikke leve med, at billetter, der er udstedt til sponsorer, sælges til de overpriser, I her har vist. - Men hvad der præcist sker i sagen, det har jeg ikke umiddelbart nogen viden om, siger Frits Ahlstrøm. I UEFA-hovedkvarteret er man klar over, at firmaet worldticketshop.com som sådan er et lovligt registreret firma i Holland. - Det er et firma under "protection", men vi er også godt klar over lovgivningen, der forbyder videresalg af billetter til kultur- og idrætsarrangementer i Danmark til overpris, siger Frits Ahlstrøm. Når "sortbørssalg" i det hele taget kommer på tale, så er det afstedkommet af, at langt flere tilskuere ønskede at købe billet til kampen, end der var billetter til salg. Men at UEFA's sponsorgruppe og tv-partnere har ret til 980 billetter - uanset stadionkapacitet - pr. kamp, det mener Frits Ahlstrøm ikke bør anfægtes. - UEFA får 20 billetter, de øvrige 980 bliver betalt og videreformidlet til de sponsorer og tv-partnere, der ønsker at få del i billetterne. - Og i betragtning af, hvad en arrangerende klub som AaB får ud af sin deltagelse, så er det her ikke noget problem. - At man skulle sige, at billetmængden skulle gøres til en procentdel af stadionkapaciteten, vil skabe store uligheder rundt om. Nu har AaB et forholdsvis lille stadion, men interessen for at se AaB, mod verdens bedste fodboldhold, på Aalborg Stadion, den er naturligvis også stor blandt sponsorer hos UEFA, og en anden måde at håndtere det her på ville være meget vanskeligt at gøre, mener Frits Ahlstrøm. - Havde AaB haft et stadion, der kunne rumme 40.000 tilskuere, så ville der også have været udsolgt - og UEFA og sponsorgruppen skulle fortsat kun have haft forkøbsret på 1.000 billetter. Men at billetter bliver videresolgt - til otte gange prisen - det finder han forkasteligt, og derfor vil sagen nu også gå sin gang i UEFA, lover han. Og at der er grund til at antage, at det er et mere systematisk videresalg, der foregår - og ikke kun salg af en enkelt billet - understøttes af, at internetfirmaet ganske enkelt tilbød at sælge os op til 50 billetter til kampen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...