Uenig om gødning

?Jeg er meget skuffet over din måde at give råd på vedrørende gødning i haven. Jeg forstår ikke hvorfor du anbefaler mineralsk gødning i det hele taget. Hvorfor prøver du ikke at opdrage havefolket til at bruge organisk gødning? NPK går direkte ned i grundvandet. Mine duer æder NPK, hvis det ligger i en have og det går ud over deres tarmsystem. Magnus Hansen !Forleden dag gav jeg hele min græsplæne organisk hønsegødning i pilleform, og jeg bruger aldrig andet end organisk gødning. Derved slipper jeg også for at slå græsset så tit og skal kun gøde en gang om året. Kort efter så jeg flere fugle æde pillerne, så uanset om man anvender NPK eller organisk gødning, tror jeg det er klogt, straks at vande gødningen, så den opløses. Jeg mener ikke, det er min opgave at opdrage på folk, men at oplyse om mulighederne og de fordele og ulemper, der kan være ved at anvende den ene eller den anden gødningsform. Men artiklen var bestemt ikke en anbefaling af mineralsk gødning. Tværtom var det en skarp kritik af at udbuddet af organisk gødning er alt for ringe så forbrugerne reelt ikke står med noget valg. Er man heldig kan man i bedste fald købe en lille pakke organisk gødning til rododendron, men herudover skal man lede langt for at finde organisk gødning.