Uenige om penge

Lille flertal besluttede at dække børnebesparelser af kassen

Byrådet var ikke enige om, hvordan en besparelse på familier skulle findes.Arkivfoto

Byrådet var ikke enige om, hvordan en besparelse på familier skulle findes.Arkivfoto

BRØNDERSLEV:Byrådet var delt, da de onsdag diskuterede en sag om en besparelse på børne- og familieområdet - omdrejningspunktet var en besparelse tilbage fra budget 2012, der havde vist sig at være svær at få til at blive til virkelighed.

Uenigheden stod om 577.000 kroner, som nogle mente var så svære at finde, at der skulle et greb i kommunekassen til.

Andre mente derimode, at man er nødt til at spare det, man har aftalt.

- Vi er kommet i mål med det her i forhold til 2012, og vi er enige om, hvordan de 542.000 kroner skal dækkes. Enigheden ophører ved det 577.000, der har vi forskellige opfattelser, opridsede formand for børn- og skoleudvalget Peter H. S. Kristensen (S).

S og SF mener, at man må opgive at finde besparelsen som planlagt.

- Vi kan ikke indenfor det område komme i hus med den besparelse. Der er mange akutte sager. Der er sager, hvor der er ventetid, og man kan ikke sige, hvor meget folk kan holde til. Generelt er det ikke godt med ventetid økonomisk og menneskeligt. Der er grænser for, hvor meget man kan skære på det forebyggende. Derfor foreslår vi, at vi tager pengene i kassen. Vi mener ikke, at vi skal sænke serviceniveauet mere, sagde Peter H. S. Kristensen.

Ansvarlighed

Venstre har peget på, at man må finde besparelsen ved personalereduktion. Det argumenterede Lone Birkmose Lex (V) også for i byrådssalen.

- Det er altid træls at lave serviceforringelser. Men det går jeg ud fra, at man var klar over, da man lavede budgettet, sagde hun og pegede på, at der dengang var lagt op til at skære seks stillinger væk, men at det kun er blevet til to.

Hun argumenterede for, at det er et udtryk for ansvarlighed, at man holder de budgetter, man har lagt.

- Ellers er det ikke til at holde budgetter. Så er det bare at stikke hånden i den kasse hver gang. Der er også andre steder, hvor det er svært at spare, sagde Lone Birkmose Lex, der samtidig pegede på, at de konsekvenser af en eventuel besparelse, som der er beskrevet i sagen, er ting der kan ske - med vægt på kan.

V og DF foreslog, at sagen blev sendt tilbage til fornyet behandling hos børne- og skoleudvalget, men de kom i mindretal. S og SF-flertallet stemte derpå igennem, at besparelsen skal dækkes af kommunekassen.

V og DF stemte imod, mens K undlod at stemme.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.