Uenighed om bodeling

Enhver arving kan forlange boet behandlet ved bobestyrer

?Umiddelbart efter vores mors død blev vi fire arvinger enige om, at boet skulle deles ved privat skifte. Der er intet testamente eller andre arvinger. Vi var alle til stede, da aftalen blev indgået. Der var absolut ingen indsigelser. Kort tid efter meddeler den ene arving, at der til skifteretten er indgivet ønske om offentlig skifte. Kan øvrige arvinger på baggrund af den mundtlige aftale forlange, at den arving, der har ønsket offentlig skifte, afholder merudgiften til bobestyrer? ! Efter Dødsboskifteloven skal en række betingelser være opfyldt for, at et bo kan udleveres til privat skifte: alle arvinger anmoder derom boets aktiver må antages at være tilstrækkelige til at dække gælden mindst én af arvingerne kan optræde under skiftet uden at være repræsenteret ved værge afdøde havde ikke ved testamente udelukket privat skifte afgørende hensyn, herunder arvingernes manglende betalingsevne, taler ikke imod privat skifte. Skifteretten vil herudover typisk kræve, at anmeldelsen til Statstidende (præklusivt proklama) indsendes gennem skifteretten. Enhver arving kan således forlange boet behandlet ved bobestyrer. Det kan ske på et hvilket som helst tidspunkt indtil indlevering af boopgørelsen. Gennemførelse af det private skifte forudsætter, at der kan opnås enighed om alle dispositioner. Hver eneste gang, der disponeres, skal samtlige arvinger tiltræde. Det vil typisk ske på den måde, at arvingerne meddeler fuldmagt til én af arvingerne eller en advokat. En sådan fuldmagt kan tilbagekaldes. Sker det, og vil arvingen ikke tiltræde en disposition, kan dispositionen ikke gennemføres. Det kan betyde, at bobehandlingen går i stå, og så kan fristerne for boets behandling og indgivelse af boopgørelse ikke overholdes. Det indebærer, at dødsboet tages under behandling ved bobestyrer (typisk en advokat). Et løfte om medvirken til privat skifte afgivet mellem søskende er således ikke meget værd i den juridiske verden. Og det kan ikke føre til, at den pågældende "straffes" ved at skulle acceptere, at den pågældendes arv reduceres med et beløb svarende til boomkostningerne. "Straffen" kan højst bestå i fremtidigt knas i familierelationerne. Vi ser ganske ofte, at søskende på et løst grundlag aftaler privat skifte. Men det er ikke nok at aftale privat skifte, hvis man ikke gør sig den ulejlighed at gennemtænke, hvad det indebærer. Der er mange dispositioner, der skal drøftes, og som ikke giver sig selv. Allerede ved valg af begravelsesmåde kan der være forskellige holdninger. Senere kommer indbodelingen, der traditionelt er dér, hvor uenigheden kommer frem. Endelig kan spørgsmål om værdifastsættelse af fast ejendom ved salg til en af arvingerne give problemer. Problemernes omfang mindskes ofte ved, at der er enighed om fremgangsmåden ved beslutningsprocesserne. Til det brug kan det være fornuftigt, at en neutral person leder forhandlingerne mellem arvingerne. Og det kan være fornuftigt, at arvingernes ægtefæller ikke deltager i disse forhandlinger.