Uenighed om discountbutik
Stemmerne stod lige i udvalg - sagen i byrådet
SKAGEN:Discountkædernes indtog i Skagen skal igen til behandling i byrådet. Plan- og miljøudvalget behandlede onsdag et lokalplanforslag, som vil muliggøre etablering af en dagligvarebutik, formentlig Lidl, ved Chr. X's Vej, bag posthuset. Men det endte med stemmelighed i udvalget. Derfor begærede formanden, John Christensen (V), lokalplanens videre skæbne afgjort i byrådet. Pia Karlsen (V) og Paul Rode Andersen (SF) kunne ikke tiltræde lokalplanforslaget, som åbner mulighed for en 1500 kvm. stor butik. John Christensen og Jens Hedegaard Kristensen (S) stemte for lokalplanen. De ville dog ikke tillade benzinstandere ved butikken. - Der er tæt trafik til og fra Grenen på Chr. X's Vej, så vi ønsker at undgå den ekstra trafikbelastning, som muligheden for at tanke benzin vil medføre, siger John Christensen. Udvalgets femte medlem, Erik Sørensen (S), var sygemeldt. I byrådet har et nyt Lidl i Skagen allerede én gang givet anledning til konfrontation. Et markant flertal af byrådsmedlemmer valgt i Skagen var imod Lidl's etablering, da sagen var til debat i 2010. Men blandt byrådsmedlemmer valgt uden for Skagen var der dengang et endnu større flertal for at tillade den nye dagligvarebutik.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.