Børnepasning

Uenighed om nye åbningstider på rådhuset

Åbningstider indskrænkes fra 1. januar

BROVST:Et flertal i økonomiudvalget går ind for, at åbningstiderne på rådhuset fra 1. januar 2004 bliver otte timer kortere om ugen. I dag er rådhuset åbent mandag, tirsdag og onsdag 10-15, torsdag 10-17 og fredag 10-12. 1. januar bliver åbningstiderne 10-13 ugens fire første dage samt 15 til 17 torsdag. Fredag bibeholdes nuværende åbningstid. Ændringerne udspringer af et længe næret ønske fra medarbejderne, som har bedt om mere tid til at fordybe sig i sagsbehandlingen og kvalificere den. Et andet argument fra personalesiden er, at nye og mere komplekse love og regler kræver mere tid at sætte sig ind i. En statistik over henvendelserne i løbet af en periode på tre uger viser, at knap 90 procent af de borgere, som kom på rådhuset i tidsrummet mellem klokken 13 og 15, lige så godt kunne have henvendt sig mellem 10 og 13. En forudsætning for de nye åbningstider er, at borgere, som ikke har mulighed for at komme i den normale åbningstid, altid kan bestille tid uden for åbningstiden. - Når en samlet personale- og chefgruppe siger, at vi kan yde bedre service ved at begrænse åbningstiden og samtidig sikre, at der er mulighed for at bestille tid, tror vi på det, siger borgmester Mogens Gade (V). Mens Venstres og Liste T’s medlemmer af økonomiudvalget stemte ja til nye tider, var Socialdemokraterne og Ragnhild Poulsen (UP) imod. - Tiden er ikke til at indskrænke. Alle andre steder udvider man åbningstiden. Borgerne skal have mulighed for at komme på rådhuset, når de har tid, argumenterer Ole Christensen (S). Samme holdning indtager Ragnhild Poulsen. - Vi går den forkerte vej ved at indskrænke. Vi skal yde en bedre og bedre service over for borgerne, og mange af dem har svært ved at ringe og bestille tid eller bruge internettet, forklarer hun. Ragnhild Poulsen henviser blandt andet til erfaringer fra biblioteket. - Derfra ved vi, at folk har svært ved at huske åbningstiden, når den bliver ændret. Man skal være varsom med at gøre det, siger hun. Den endelige beslutning om at lave om på åbningstiderne træffes på kommunalbestyrelsesmødet i næste uge.