Uenighed om P-pladser til centralt byggeprojekt

Plan for parkering for sjusket lavet, mener forvaltning

Trafikforhold 6. september 2002 08:00

STØVRING: En uenighed om hvor mange parkeringspladser der egentlig skal høre til det markante nybyggeri ved siden af Netto i Jernbanegade, var tæt på at blive sendt i byrådet, da udvalget for teknik og miljø havde møde. Nu ventes det imidlertid, at sagen ordnes i mindelighed, så den måde, bygherren regner parkeringsarealer ud på, kommer til at svare til kommunens. Ved at gennemgå tegningerne til byggeriet fandt teknisk forvaltning ud af, at der faktisk ikke var tegnet det antal P-pladser ind, som der skulle være efter reglerne. Der burde have været 37, men ved at tælle båsene op med en pegefinger kunne man se, at der kun var 32. Desuden var fire af båsene projekteret så små, at de reelt ikke ville kunne bruges af almindelige biler, vurderede forvaltningen. Bygherren, tømrermester Vagn Kristensen, argumenterede med, at de fem manglende pladser kunne findes på naboejendommen ved Netto og Andelsboligforeningen Krohaven, som han også er bygherre til. For her var der fem pladser i overskud, mente Vagn Kristensen. Det kunne forvaltningens folk ikke bekræfte. Udvalgets formand, Gert Fischer (V), og partifællen, Jan Jessen, var stemt for at lade parkeringspladserne for de to grunde høre under et, mens socialdemokraten Aage Lundsgaard ikke mente, at det var en rimelig måde at opfylde kravene på. Han ønskede at sætte sagen på byrådets dagsorden - men det kom det i sidste ende ikke til. Udvalgets medlemmer blev enige om, at man sammen med forvaltningen skulle se tiden an til næste udvalgsmøde i oktober, så tingene kunne ses efter endnu en gang og en passende løsning findes. Og sådan blev det. Forvaltningen var i øvrigt heller ikke enig i udformningen af tagterassen til det nye byggeri. Som Vagn Kristensen havde formuleret det, skulle det have mere karakter af taghave end af et mere enkelt udstyret fladt tag, mente de. Også det bliver der kigget på endnu en gang inden næste møde. Udsættelsen får ingen indflydelse på byggeriet, som man i sig selv finder både godt og forsvarligt. Parkeringspladser er trods alt det sidste, man tænker på ved sådan et byggeri.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...