Uenighed om placering af ny genbrugsplads

POULSTRUP:Der er ikke enighed i teknisk udvalg om, hvor en ny AVV-genbrugsplads i Poulstrupområdet skal ligge. Udvalget har netop sendt en lokalplan, nr. 370.7a, i offentlig høring. Heri foreslår man, at der skal lægges en AVV-genbrugsplads ved Saksagervej/Munkholmvej. Den skal bygges på en del af de jorder, der i dag hører til adressen Munkholmvej 156. Der skal være tilkørsel fra Saksagervej og frakørsel via Munkholmvej. Det er AVV’s bestyrelse, der har bedt Hjørring Kommune finde et passende sted til genbrugspladsen, som må benyttes af borgere fra de fem kommuner i AVV-samarbejdet. Conni Billund (S) og Per Larsen (K) stemte imod udsendelsen af lokalplanen, for efter deres mening bør den ikke ligge der. - Sådan en genbrugsplads skal ikke ligge i det åbne land, så efter min mening vil det være meget bedre at lægge pladsen i Vrås industriområde. Det ligger også indenfor den fem kilometers radius, der er omkring Poulstrup, siger Per Larsen. Det er en regel indenfor AVV, at genbrugspladserne skal betjene hvert sit opland med en fem kilometer radius. Den nye plads skal dække kommunerne Hjørring, Brønderslev og Løkken-Vrå. Genbrugspladsen har været drøftet før. Oprindelig ville man lægge den ved Aalborgvej/Vrejlev Klostervej tæt på motorvejen, men amtet sagde nej til denne placering.