Fødevarer

Uenighed om salmonellabekæmpelse

LUXEMBOURG:EU's landbrugsministre måtte i går opgive at blive enige om fælles mindsteregler for salmonellakontrol og -bekæmpelse. En række sydeuropæiske lande blokerer for fælles regler, fordi de vil have yderligere forsikringer om, at der følger penge med fra EU til at gennemføre skærpet kontrol og bekæmpelse af sygdomme som salmonella, der bliver overført fra dyr til mennesker. Fødevaresikkerhed er et af det danske formandskabs højt prioriterede emner, men fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) kunne til sin store skuffelse ikke samle det nødvendige flertal blandt EU's 15 landbrugsministre, da de mødtes i Luxembourg. - Der er kun én taber i dag, og det er de europæiske forbrugere, sagde Mariann Fischer Boel efter mødet. De fælles EU-regler vil ikke skærpe den danske kamp mod salmonella, som i forvejen ligger i front i EU, men det er vigtigt med grænseoverskridende regler for også at sikre, at importerede fødevarer er fri for salmonella. /ritzau/