EMNER

Uenigheder skal kunne ses

Overskriften er en af de utallige udtalelser afgivet af attenhundredetallets politiker Viggo Hørup, og som i dag nyder slagordsstatus.

Det var partiet Venstre, der dengang i slutningen af århundredet rummede så mange modsætninger, ingen dengang syntes skulle fejes ind under gulvtæppet, at hele vælgerbefolkningen kunne tage pejlemærke efter det. Jo, nogen søgte selvfølgelig at forene forskellene, for, ligesom den væsentligste politiske bestræbelse synes at være i dag, på et falsk grundlag at kunne tone frem i en ny enig samdrægtighed. Men også disse næsten helt nutidige bestræbelser tog Viggo Hørup ved vingebenet. Han kaldte forenelsens fortalere for "sammensmeltere". Og det var så vist ikke rosende ment. I dag sammensmelter man til den store guldmedalje på den politiske klarheds bekostning. De ved valget sejrende partier prøver med skiftende held at holde deres interne uoverensstemmelser skjult for den vælgerbefolkning, der for alt i verden skal forledes til tro, at der ikke findes politiske partier med intern uenighed. Der tilstræbes enighed i en grad, der vel burde umuliggøres alene ved Grundlovens bestemmelse om, at enhver folketingspolitiker alene er eller i hvert fald alene bør være bundet af sin samvittighed. Valgets tabere erkender nødtvungent deres interne fløjdannelser, der vel egentlig ret beset er et demokratisk adelsmærke både i følge Grundloven og salig Hørup. Alligevel stiler de med nye formandsvalg efter at få skabt fodslag udadtil og lukket uenigheder inde bag uigennemskuelige partimure. Men faktisk strider det imod god demokratisk praksis, når diverse formandskandidater i optakten til formandsvalgene i SF og hos Socialdemokraterne overgår hinanden i forsikringer om deres formidable evner og vilje til at udjævne fløjforskellene. Nu er der selvfølgelig heller ingen, der tror, at divergerende holdninger i et parti overhovedet lader sig udjævne af nok så stærke formænd. Men vi almindelige vælgere kan vel med rette spørge partierne, om de virkelig mener, at man bare sådan kan formene os vælgere klarhedens udsyn til eksisterende forskelle i opfattelser blandt et partis valgte politikere. Tror man virkelig, at vi er så ubegavede, at vi tror på den store idylliske enighed, bare fordi partiernes folketingspolitikere er blevet beordret til at holde deres uenighed inden døre. Eller om politikerne virkelig tror, at de bekæmper den eksisterende grad af politikerlede ved at opføre en falsk enigheds konstruerede skuespil for stemmekvæget.