EMNER

Ufaglærte skifter oftest arbejde

KØBENHAVN:Det er kantinedamen, rengøringsmanden og postarbejderen, der oftest skifter job. Fra 1998 til 2002 blev kun under en tredjedel af de ufaglærte servicemedarbejdere i den samme branche med den samme jobfunktion. Blandt akademikere og højt uddannede specialister blev flere end to tredjedele i samme branche og funktion, skriver Ugebrevet A4. - De ufaglærte befinder sig på et hårdt arbejdsmarked, hvor de presses fra globaliseringen og den teknologiske udvikling. Derfor er de nødt til at skifte job ofte, siger Christian Bason, afdelingsleder i Rambøll Management, som har analyseret flere end 1,2 millioner lønmodtageres tilknytning til arbejdsmarkedet. Ifølge erhvervsforsker Anker Lund Vinding, Aalborg Universitet, er det beklageligt for samfundet, at akademikere sjældnere skifter job. - For den enkelte er det ofte forbundet med tryghed at kunne blive i det samme job. Men for samfundet er det ærgerligt, at der ikke er større mobilitet blandt akademikere. De sidder inde med en specialviden, der skal spredes blandt virksomhederne, så de kan udvikle deres produkter og konkurrere, siger han. /ritzau/