Ufarlige miner frem i lyset

ESBJERG:Rydningen af Danmarks sidste mineområde fra Anden Verdenskrig tikker planmæssigt frem på halvøen Skallingen ved Esbjerg. Over fem hundrede småstykker fra miner i strandens sand og 25 miner er fundet, siden rydningen startede 6. juni. Men alle fund har været ufarlige. Det første ryddede strandstykke foran Skallingens sommerhuse ventes åbnet i weekenden. For at sikre adgangen til stranden i sommer udskyder Søværnets Operative Kommando sin del af minerydningen til søs ud for sommerhusene til august. Dermed kan der i år soles, men ikke bades på stranden ved sommerhusene. 7000 gamle tyske miner menes at ligge begravet på Skallingen. Omkring 500 skønnes fortsat at være intakte. /ritzau/