Uffe Elbæk forsvarer dyre middage på cirkusskole

Kulturministeren erkender, at det sender et forkert signal at bruge 180.000 kroner på partnerens arbejdsplads

Kulturminister Uffe Elbæk forsvarer dyre middage. Foto: Scanpix

Kulturminister Uffe Elbæk forsvarer dyre middage. Foto: Scanpix

KØBENHAVN:Kulturminister Uffe Elbæk (R) erkender, at det ikke sender et godt signal at bruge 180.000 kroner af Kulturministeriets penge på arrangementer på hans partners arbejdsplads, Akademiet for Utæmmet Kreativitet (AFUK).

- Det er vigtigt for mig at sige, at de fem arrangementer som Kulturministeriet har afholdt på AFUK [ ...] alle har været fagligt velbegrundede med det klare formål at vise et helt særligt kulturmiljø frem, skriver ministeren fredag aften på sin Facebook-profil.

- Når det er sagt, er jeg selvfølgelig drøn ked af, at der nu rejses tvivl om min bevæggrund for at afvikle disse arrangementer, tilføjer han og fortsætter:

- For jeg kan jo godt se, at det, at jeg i sin tid sad i bestyrelsen, og at min mand nu arbejder på produktionsskolen, kan sende et forkert signal, og det er jeg den første til at beklage.

Sad i bestyrelsen

De fem arrangementer var ifølge Uffe Elbæk en middag for medlemmerne af Folketingets Kulturudvalg, to arrangementer i forbindelse med Danmarks EU-formandskab og endelig to Kultur på kanten-debatarrangementer.

Den samlede regning løb altså op i 180.000 kroner for middagsselskaberne og underholdning på Akademiet for Utæmmet Kreativitet (AFUK).

AFUK er et uddannelsessted, hvor han selv har siddet i bestyrelsen, og hvor hans registrerede partner, Jens Pedersen, har været ansat siden maj.

Det fremgår af dokumenter, som DR Nyheder har fået aktindsigt i.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.