Uforglemmelig koncertoplevelse

ANIMALS:Med solen skinnende ind ad forruden kørte jeg sammen med min søn Niels ud af Vestbjerg torsdag aften 7.5. Vi var på vej til Brovst. Ikke op til Vesterhavet, nej, til Brovst. Det, vi ikke vidste var, at det skulle blive en uforglemmelig aften. En uges tid forinden var vi faldet over en annonce i NORDJYSKE: ”Animals i Brovst.” Oven i købet i Brovst Sport- og kulturcenter. Vi gik ind på nettet og købte to billetter. Animals er dog ikke hvem som helst. Deres ”House of the Rising Sun” har ligget nr. 1 på alverdens hitlister, og solgt i millionvis af plader. Vi ankom i god tid til en indbydende og intim koncertsal. Vi tog plads oppe foran cirka tre meter fra scenekanten. Efter et i øvrigt glimrende opvarmningsband indtog Animals scenen. Og et velspillende rockunivers åbnede sig. Her sad medlemmer fra det originale band stiftet i 1962, sammen med to musikere lige så velspillende og dedikerede til musikken, og overøste publikum, vi var vel en 200 stykker, med sand vellyd og poesi. Det giver en vis ærefrygt, når orkesteret undervejs fortæller, at den næste melodi var den mest spillede af de amerikanske styrker i Vietnam. ”We Gotta Get Out of This Place.” Publikum kom så tæt på orkesteret, at vi kunne følge de enkelte greb på guitaren, og sveddråberne på forsangerens ansigt. Ikke mindst da ”Don't Let Me Be Misunderstood” fik hele salen til at synge med. Rundt omkring sad folk med smil på læberne. Nogle gik op foran scenen og dansede lystigt ikke mindst til ”Boom Boom.” Efter en rundtur i sand rockkarrusel fra 60’erne, med fire hårdtarbejdende kunstnere som guider, nåede vi frem til klimaks. ”House of the Rising Sun.” Vi rejste os op og klappede. Det var det mindste, vi kunne gøre for denne pragtfulde aften i Brovst. Et stort cadeau til Brovst Musikforsyning. I bringer for alvor Brovst på landkortet, hvis I bliver ved på denne måde.