EMNER

Ufornuftigt forbud

Socialdemokratiets politiske ordfører i EU-Parlamentet, Dan Jørgensen, skriver, at han gerne tager en debat med mig om bedre forhold for mink i Danmark.

Det komiske er imidlertid, at Dan Jørgensens eneste løsningsforslag indtil nu har været at forbyde minkavl her i landet – og i det øvrige EU. Det er absolut ikke et forslag, som jeg kan se nogen som helst fornuft i. For det første vil et forbud kun medføre, at minkavlen flytter til andre steder af verdenen, hvor forholdene på ingen måde lever op til danske og europæiske standarder for dyrevelfærd. Så vil minkene kunne se frem til virkelig kummerlige leveforhold. Dernæst vil den Socialdemokratiske ordfører i EU altså gøre en stor gruppe danskere arbejdsløse, ved at forbyde et erhverv, hvor Danmark er førende på såvel kvalitet som dyrevelfærd. Danmark skal gå forrest for at sætte høje standarder for dyrevelfærd. Derfor skal vi også reagere, når den seneste stikprøvekontrol af dansk minkavl viser, at tingene bør forbedres. Men det er i mine øjne tåbeligt og direkte selvmodsigende, at forbyde minkavl i EU? Dan Jørgensens egne partikammerater på Christiansborg har da også kategorisk skudt forslaget ned. De ved nemlig godt, at et forbud ikke nytter noget, selvom forslaget er velegnet til at signalere omsorg for dyr og på den måde få et par nemme avisoverskrifter.

Forsiden