EMNER

Ugandas præsident Museveni vinder sikkert

Kampala, Søndag /ritzau/Reuters Ugandas mangeårige præsident, Yoweri Museveni, er genvalgt, viser det endelig resultat. Den siddende præsident i Uganda, Yoweri Museveni, er genvalgt. Det viser det endelige resultat efter præsidentvalget fredag. Museveni fik 68 procent af stemmerne. Hans nærmeste modstander, Kizza Besigye, fik 26 procent, oplyser den centrale valgkommission. Resultatet oprører Kizza Besigye, der mener, at både præsidentvalget og det sideløbende parlamentsvalg var præget af svindel. Besigye anklager Museveni og hans tilhængere for at have anvendt statens penge til at bestikke valgtilforordnede og til at købe vælgere. - Et valg gennemført under sådanne omstændigheder udtrykker ikke folkets vilje. Jeg afviser udgangen af valget, og jeg afviser Musevenis lederskab, siger Besigye. Iagttagere frygter uroligheder, efter at resultatet er offentliggjort, og store politistyrker og soldater er udkommanderet til at patruljere i hovedstaden, Kampala. Valgobservatører fra blandt andet EU har endnu ikke fremlagt en vurderingen af valget. Men observatører siger, at hærens omfattende tilstedeværelse ved mange af de 24.000 valgsteder kan have påvirke vælgere til at stemme på Museveni. En talsmand for de europæiske observatører siger dog til britiske BBC, at han "generelt" er tilfreds med valgprocessen. Museveni har styret Uganda i de seneste 25 år. Det er tredje gang i træk han besejrer Kizza Besigye. Efter omfattende uroligheder og borgerkrig op gennem 1970'erne og 80'erne har Uganda siden 1990 udviklet sig til et relativ fredeligt og velstående land efter afrikanske forhold. Museveni har, siden han kom til magten i 1986, gennemført en række politiske og økonomiske reformer og forbedret levestandarden og menneskerettighederne. /ritzau/Reuters