EMNER

Ugandisk minister efter den danske kunstner Hornsleth

Hvis den danske billedkunstner Kristian von Hornsleth viser sig i Uganda, vil politiet få fat i ham, siger Ugandas etik- og integritetsminister, James Nsaba Buturo. Det skriver Danidas månedsavis Udvikling. Ministeren er vred over en handel, Hornsleth har indgået med indbyggerne i landsbyen Buteyongera. Som en del af kunstprojektet The Hornsleth Village Project har indbyggerne taget navnet Hornsleth i bytte for en gris eller en ged. Til den ugandiske avis Daily Monitor siger Buturo, at regeringen vil sætte en stopper for projektet - Denne mand er ikke god for landet. Han ejer en kult, taler sjofelt og har ingen respekt for Gud. Så snart han kommer til landet, vil politiet få fat i ham og undersøge hans aktiviteter, siger ministeren. Men Hornsleth har ikke tænkt sig at blive væk fra Uganda. Med hjælp fra et internationalt advokatfirma vil han lægge sag an mod ministeren, som han betegner som regeringens sidste og eneste tilhænger af den tidligere præsident Idi Amin, som i 70’erne stod i spidsen for et brutalt regime. - Buturo bruger alle kneb for at komme i medierne, fordi han vil genvælges. Han har kastet sig over en fundamentalistisk kristen forvalterrolle og kaster om sig med mystiske, ondsindede rygter og anklager. Derved danner han en ophidset pøbel af en masse stakkels analfabeter, og det går i sidste ende ud over landsbyboerne, siger Hornsleth til Udvikling. James Nsaba Buturo beskylder også Hornsleth for at have fuppet indbyggerne i Buteyongera. - Han lovede dem, at projektet ville gøre en ende på deres fattigdom. Det er ikke sket, og nu fortryder de, siger Buturo til Daily Monitor. Men Hornsleth tror ikke, Buturo har snakket med indbyggerne i Buteyongera. - Spørger man befolkningen i landsbyen, er de yderst tilfredse med projektet, siger han. /ritzau/