Uggerby-skibet landsat ved Krudttårnet

Historisk fartøj skal renoveres af Produktionsskolen

Frederikshavn 6. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: Uggerbyskibet, et 1800-tals fragtskib af den type, som dannede rygraden i skudehandelen mellem Danmark og Norge i 1800-tallet, blev i går landsat ved Krudttårnet i Frederikshavn. Det 5,2 tons tunge, sorte træskrog blev i går transporteret fra Uggerby til Frederikshavn på en af Søværnets lastbiler. Søværnet stillede også med en mobilkran til at løfte skroget af og på lastbilen. Fartøjet skal i weekenden udgøre en del af kulissen omkring Tordenskjoldsdagene i Frederikshavn. Senere er det meningen at bygge en model af skibet i fuld skala, så Tordenskjolds soldater igen kan stå standsmæssigt til søs fra Frederikshavn. - Skibet er fra første halvdel af 1800-tallet, men skibsbygning ændrede sig ikke meget i den periode, og derfor er det omtrent magen til skibe fra Tordensskjoldstiden 100 år tidligere, siger museumsleder Hans Munk Pedersen, Bangsbo Museet. Når Tordenskjoldsdagene er overstået bliver Uggerbyskibet flyttet til Produktionsskolens anlæg ved fiskerihavnen. Der skal det renoveres, for nagler har løsnet sig og planker er gået løs, efter skibet blev bjærget i Tannis Bugt i 1984. Bagefter skal skroget konserveres - formentlig på samme måde, som det foregik for 18 år siden med en blanding af trætjære og linolie, fortæller Ole Nedergaard, formand for den selvejende institution Uggerby Bådehus. Konserveringsmetoden blev brugt i 80erne på Ole Nedergaards forslag. Han havde fået ideen i Norge, hvor stavkirker er konserveret på samme måde gennem 800 år og stadig holder. Uggerbyskibet var indtil for halvandet år siden udstillet i en bygning ved Uggerby Strand. Men havet tog på en nat 18 meter af kysten ud for bådebygningen og var pludselig faretruende nær. Derfor blev det i hast flyttet ind i landet, og der har det stået i den bagvedliggende plantage siden uden afskærmning mod vejr og vind. Uggerbyskibet er statens ejendom, og renoveringen sker under Bangsbo Museets ledelse og ansvar. Ole Nedergaard sigter på i løbet af det næste par år at skaffe økonomiske midler til et nyt bådehus, som skal ligge i sikker afstand fra kysten. Helst ved cykelturistruten Vestkyststien et par kilometer fra Uggerby Strand. Arkitekt Henrik Nørgaard, Hjørring, er i gang med at lave tegninger til bygningen, og når de er klar, går den selvejende institution i gang med søge fondsmidler til huset. Museumsleder Hans Munk Pedersen pointerer, at museet ikke har mulighed for at bidrage økonomisk til at udstille skibet i Uggerby. Hvis det ikke lykkes for den selvejende institution i Uggerby at rejse den nødvendige kapital til udstillingsbygningen, vil skibet formentlig forblive i Frederikshavn.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...