Uggerhalne - et lille samfund - kun et kvarter fra Aalborg

MIDT I NATURENHer er 275 indbyggere, ingen butikker og stort set ingenting, men et godt sammenhold

UGGERHALNE:Sidste år lukkede købmanden i Grindsted og for syv et halvt år siden døgnkiosken i Uggerhalne. Tilsyneladende sker der ikke ret meget i den del af kommunen, men de har naturen i udkanten af Hammer Bakker, og den er det hele værd. Højdepunktet i Uggerhalne er for nogle onsdag eftermiddag, når bogbussen gør holdt en time. Vi er drejet fra ved sidste rundkørsel nord for Vodskov på den nordgående motorvej mod Frederikshavn. På Grindstedvej, Uggerhalnes hovedgade, der fører direkte til Grindsted, og som efter de kommunale beregninger kan gennemkøres af bus på 90 sekunder, stopper vi op. Eftermiddagskaffen venter hos Anna og Ivar Hoff Larsen. Katrine er ældre Der er ostemadder, hjemmebagt kage, men "pigen har holdt fri", så småkagerne er købte, beklager Anna. Han er 86 til valdemarsdag, 15. juni, og hun er netop fyldt 75 år, og nogle af byens ældste borgere. Ivar regner lidt. Der er nok kun Katrine, der er ældre end han. Ellers er de meget yngre allesammen. Grundlovsdag skal de have de sidste gæster, der har givet til Annas fødselsdag. Ivar Hoff Larsen har boet der siden 1928, men Anna kom til i 1948, fem år før de blev gift. De mindes dengang der var tre købmænd, en smed og telefoncentral. Det er lidt svært, når man bliver ældre. De jævnaldrende falder væk, og det er slut med familiefesterne, hvor den halve by måtte inviteres med, fordi alle kendte alle. Nu er der kommet så mange nye til. Anna har dog inden grund til at klage. Hun er tidligere privat dagplejemor, og børnene, som hun engang passede, er flinke til at komme forbi med deres børn, ligesom parrets to børn og tre børnebørn er det. Ivar, der i sin aktive arbejdsliv var murer og var med til at lægge gulve i Nordjyllands Kunstmuseum, ligesom han var med til at bygge både Salling og Vesterkær Kirke i Aalborg. Nu har han slået sig på træarbejdet og drejer blandt andet. Således er han leverandør af rundt regnet 100 dåbsbægre til omegnens kirker hvert år. Bægrene, forsynet med et lys, gives til alle dåbsbørn med navn og dåbsdato. Han overtog tjansen efter den gamle snedkermester i Langholt, da han ikke kunne mere. Selv om han har værksted i kælderen, er det i værkstedet på Liselund han slår sine folder med vennerne mindst en gang om ugen. Bare kortet holder Det passer ofte med, at Anna skal sættes af ved sognegården, hvor der er mange kulturelle arrangementer, der passer hende. På hjemvejen gør de deres indkøb af dagligvarer. - Jo, så længe man har sit kørekort, er det ingen sag at blive gammel i Uggerhalne, siger Ivar, idet han udtrykker sin bekymring for, hvor længe det varer. Han skal omkring lægen hvert år for at få det fornyet. Urimeligt, for det er jo de unge, der er årsag til ulykkerne, mener han. - Men, har man brug for en, er det bare at slå på tråden. Alle er villige til at give en hånd, siger Ivar. Else Kristensen, byens sidste kioskejer har, ikke overraskende for nogen, forklaringen på, hvor døgnkiosken lukkede: Udvidede åbningstider i de store butikker. Tidligere var der været mejeriudsalg og to gange døgnkiosk, før hun trådte til. Hun husker det tydeligt. Hun drejede nøglen om juleaften 1996. Hvad man ikke får noget indtryk af, når man bare kører igennem, så har Uggerhalne faktisk et aktivt foreningsliv sammen med Grindsted. Uggerhalne hører under Hammer Kirke, men i virkeligheden kan borgerne frit vælge mellem tre kirker, når de går til gudstjeneste. Vodskov og Langholt kirker ligger lige så tæt på. De lokale nyheder henter de fra Hammer-Nyt, hvor tidligere journalist på Aalborg Stiftstidende, Arne Riis Jørgensen, omhyggeligt sørger for informationen. Redaktør på cykel - Byen har fået en cykelklub og redaktøren og meddelt, at han vil med på en tur, fortæller Annie Toldbod. - Vi er vel at betragte som en forstad til Grindsted, siger Annie og Jørn Toldbod, som har boet i området siden 1976. De første år på den anden side af vejen. Nu bor de lige op til skoven og et rigt dyreliv, som også indebærer, at rådyrene kigger inden for i haven og forsyner sig af roserne. For parret er byen bare stedet. Centralt i forhold til Aalborg. I løbet af et kvarter på motorvejen er de på arbejde. Jørn Toldbod er formand for Grindsted-Uggerhalne Antenneforening, som nu også tilbyder internetopkobling, formand for vandværker og formand for varmeværket under likvidering. Omsider er det lykkedes at komme under Aalborg Varmeforsyning og på sigt kommer det til at betyde samme fordelagtige varmepriser som i Aalborg. Den første halve snes år skal der dog betales et kraftvarmetillæg på 45.000-50.000 pr. husstand. Annie og Jørn Toldbod har tre børn på 18, 23 og 27 år, som alle er flyttet hjemmefra. De har gået i skole i Grindsted og derefter i Tylstrup. I dag går Grindsted Skole til og 6. klasse. Nu er valget frit. De fleste vælger Vodskov, fordi hertil er busforbindelserne bedst, hvis de skal deltage i noget uden for skoletid. - Man skal i hvert fald ikke afholde sig fra at flytte til Uggerhalne på grund af bekymringer omkring børnenes skolegang. Man skal løse problemerne, når de er der, og så viser det sig, at der slet ikke er noget problemer i, at de skal med bus. Tværtimod får de en overskuelig start i en mindre skole, siger Annie Toldbod. Nye i fattiggården Det var også i Uggerhalne hjemstavnsforfatteren Niels Anesen voksede op i den tidligere fattiggård bagom byen. Navnet er Fredensdal og ejendommen beboes i dag af Lone Andersen og Søren Grønborg, Grønborgs Gulvservice, og børnene Gorm på fire og Thea på to år. Tidligere har fodboldspilleren Henning Jensen boet der. Søren Grønborg fik blik for landstedet i det naturskønne område, da han blev hyret til arbejde i overetagen. Den ældste del af huset vurderer han til at være fra omkring 1900 og den nye tilbygning er fra 1977. Barndomshjemmet er beskrevet i flere af Niels Anesens bøger. Til Uggerhalnes fortid hører også egen station i årene 1924-50. Uggerhalne var en by på banestrækningen Vodskov-Østervraa. Stationsbygningen bagest på Ledvej op mod skoven er privatbolig i dag, men op til jul har der det seneste par år været arrangeret julemarked i det gamle pakhus ved siden af stationsbygningen. I 1958 blev pakhuset flyttet til Grindsted, hvor det fungere som klubhus for idrætsforeningen. I 2001 blev det transporteret tilbage igen.