Uheld med lastbil skabte timelang kø ved Aarhus

Det tog mange timer, før trafikken igen kunne glide på Østjyske Motorvej ved Aarhus, hvor lastbil forulykkede.

KØBENHAVN:Bilister på motorvej ved Aarhus måtte mandag morgen væbne sig med tålmodighed. Ekstra meget tålmodighed.

Morgentrafikken var ramt af massiv kødannelse på E45 Østjyske Motorvej, og sådan så billedet ud i flere timer.

Trafikanter i nordgående retning kunne regne med en ekstra rejsetid på en time i løbet af morgenen og formiddagen.

Kort efter klokken 12.00 er der blevet åbnet helt op på stedet, så bilister igen kan køre på alle baner, oplyser Vejdirektoratet.

Årsagen til den trafikale prop var et uheld med en lastbil.

Lastbilen forulykkede tidligere på morgenen, da den bremsede hårdt op.

Ved den hårde opbremsning røg betonelementer fra lasten ind i førerrummet. Her sad chaufføren fastspændt og skulle hjælpes fri. Hvor alvorligt han er kommet til skade er uvist, han var dog ved bevidsthed.

For at få løftet betonelementerne og lastbilen væk fra vejen, skulle der en kran ud til stedet.

Arbejdet med at få ryddet op varede derfor i mange timer.

Østjyllands Politi meddelte omkring klokken 10.00, at lastbilchaufføren var kommet ud af førerhuset og bragt til sygehuset. Ikke længe derefter blev der åbnet et enkelt spor på motorvejen for at få afviklet den kilometerlange kø.

Strækningen var spærret mellem afkørsel 47 Tilst og motorvejskrydset ved Aarhus Nord.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.