Uheld sender Tom K. væk fra førstepladsen

Kristensens kollega McNish kørte af banen. Det kan koste holdet muligheden for sejren i Le Mans.

17. juni 2012 12:24 - Opdateret 17. juni 2012 12:25

Uheld sender Tom K. væk fra førstepladsen

Tom Kristensen var længe på vej mod sin niende sejr i 24-timers-løbet Le Mans, men kort efter middag har Kristensens kollega Allan McNish kørt Audien af banen og ind i et autoværn.

Det skete på et tidspunkt, hvor Kristensen og kollegerne havde 50 sekunders forspring ned til rivalerne i Audi 1, sidste års vindere med André Lotterer som førstekører.

I stedet for at kunne styre løbet fra front måtte McNish i pitten for at få repareret den ramponerede Audi i et stop, der varede adskillige minutter og som formentlig koster holdet muligheden for sejren.

Tom Kristensens veteranhold med Allan McNish og den 48-årige Rinaldo Capello som de øvrige kørere har ellers vekslet mellem første- og andenpladsen hele natten og op ad formiddagen.

Og da Benoit Tréluyer kort før middag lavede en lettere mislykket indkørsel til et pitstop i Audi 1, kunne McNish skabe en smule luft ned til favoritterne.

Da tydede alt på en tæt afgørelse, men McNish's uheld gør det efter alt at dømme svært for Audi 2 at hente Le Mans-sejren.

Over middag tager Tom Kristensen en ny tørn bag rattet og skal forsøge at udnytte sin erfaring fra 16 Le Mans'er. Men mange ting skal gå danskerens vej, hvis han for niende gang skal sprøjte med champagne fra øverste trin på podiet.

For Jan Magnussen er dette års indsats til gengæld forbi. En sløj og sygdomsramt dansker kørte sin sidste tur for sit Corvette-team i LM GTE Pro-klassen. Magnussens bil er nummer fire, men er langt efter de førende.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...